Af Dorit N. Glintborg
Danmarksdemokraterne-Inger Støjberg kan i dag præsentere endnu en kandidat til kommunalvalget på Mors.
Det er den 35-årige Pernille Thomsen.
I en mail til Her På Øen fortæller den nye kandidat, at hun bor i Elsø, og også er vokset op her på øen.
Efter at have været væk fra øen i 14 år, vendte hun tilbage hertil sidste år.
Til daglig arbejder Pernille Thomsen ved teknisk drift i Morsø Kommune, mens hun tidligere har arbejdet indenfor sundhedssektoren.
Såvel børn, unge som ældre ligger hende meget på sinde, ligesom også turisme og udvikling for kandidaten er vigtige områder.
-
Jeg kommer ikke med en lang politisk baggrund – men jeg kommer med ærlighed, engagement og en masse idéer. Mit motto er: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.”For mig betyder det, at man ikke skal lade sig bremse af, hvad man ikke ved, men i stedet kaste sig ud i opgaverne og lære hen ad vejen, siger Pernille Thomsen.
Hun beskriver sig selv som kreativ med lyst til at finde nye løsninger på anderledes måder.
Pernille Thomsen har fire børn i alderen fra fire til 11 år.
Foto tilsendt Her På Øen fra Meiner Nørgaard.