Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Kørelærer Keld Kortegaard er kandidat for De Konservative til kommunalvalget på Mors næste år.

Dermed bliver den lokale kørelærer en del af det hold, som vil forsøge at bryde Venstres monopol her på øen.

Keld Kortegaard har været tovholder for det indgåede samarbejde mellem Socialdemokratiet, De Radikale og De Konservative, men har indtil nu været partiløs.

Nu har han meldt sig ind i Det Konservative på Mors.

 

De Konservative byder Keld Kortegaard velkommen, og er glade for at få en markant person med på holdet.

– Vi får et stærkt hold til Kommunalvalget 2025. Flere kandidater er allerede på plads, men der er plads til flere på holdet, lyder det til Her På Øen fra partiformand Henrik Markmøller Bro.

Han oplyser videre til Her På Øen, at De Konservative på Mors vælger deres spidskandidat på generalforsamlingen til januar.

 

Keld Kortegaard lægger meget vægt på en ø i større balance, ligesom han vægter borgerindflydelse og en bred politisk styring højt. Han har drevet Kelds Køreskole siden 1980.

Foto: Privat.