Af Dorit N. Glintborg
Konfektionshuset i gågaden har i dag startet ophørsudsalg.
Dermed lukker én af de ældste butikker i Nykøbing.
En trist nyhed, som vil chokere mange morsingboer.
Konfektionshuset ejes i dag af koncernen Trimar Retail A/S i Herning, som i 2014 overtog efter Lone Søgaard, der på det tidspunkt havde ejet butikken i 14 år.
Konfektionshusets historie går dog langt længere tilbage, idet tøjforretningen har klædt øens kvinder på i mange årtier og generationer.
Det er manglende omsætning, der får Trimar Retail til at lukke Konfektionshuset.
- Vi skal jo lave en rentabel forretning, og det lykkes os ikke i øjeblikket,
siger Paw Røgild fra Trimar Retail til Her På Øen, og han fortsætter:
- Det er ikke kun den seneste uge. Så havde vi selvfølgelig ikke lukket. Det er over en lang periode, og vi har kæmpet for at få omsætningen i vejret.
Den kamp er altså ikke lykkedes, og fra i dag mandag er der ophørsudsalg i Konfektionshuset.
Paw Røgild mener, at den faldende omsætning skyldes flere ting.
Således tror han ikke, at årsagen alene er nethandel.
- Der er mange genbrugsbutikker i dag, og tendensen med at skåne miljøet ved ikke at købe nyt tøj, påvirker også mange. I dag er man stolt over at have købt tøj i genbrug. Sådan har det jo ikke altid været,
konstaterer han overfor Her På Øen.
De manglende kunder i Konfektionshuset får nu den ultimative konsekvens, at dametøjsforretningen lukker.
Der er ikke sat dato på lukningsdagen.
Den afhænger af, hvor hurtigt, butikken bliver tømt under ophørsudsalget.
Arkivfoto: Her På Øen.
Jeg er rigtig ked af, at Konfektionshuset lukker. Jeg køber næsten alt mit tøj i butikken og ved da ikke lige, hvor jeg så skal købe mit tøj – måske i Skive!
Personalet er altid klar til at hjælpe og servicere og er både venlige og med på en sjov bemærkning. Jeg håber at andre har mod på at genåbne butikken og at personalet kan blive ved med at arbejde i butikken med nye ejere. Jeg vil savne Konfektionshuset.
Venlig hilsen Lilian
Der er da Garderoben. De hjælper også. Har et venligt personale.