Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

  • Du får ny skorstensfejer

 

Det er overskriften på et brev i digital post til morsingboer i det såkaldte Fejningsdistrikt Nord.

Brevet er fra Morsø Kommune, som videre i brevet fortæller, at kommunen forventer at indgå aftale med en ny skorstensfejermester i starten af næste måned, fordi skorstensfejerkontrakten i Fejningsdistrikt Nord er ophørt.

At kontrakten er ophørt, betyder i det her tilfælde, at Morsø Kommune har opsagt kontrakten med skorstensfejermester Kim Harregaard Jensen, som hidtil har serviceret brændeovnsejere i distriktet. Eller sagt på en anden måde:

Morsø Kommune har fyret den ene af de to skorstensfejere, der findes her på øen, og som hidtil begge har været tilknyttet kommunal skorstensfejning. Samtidig lægges de to hidtidige distrikter sammen, og kommunen vil skrive kontrakt med øens anden skorstensfejer, Haagen B. Sørensen om at klare hele det sammenlagte distrikt alene.

Kim H. Jensen er ikke længere kommunal skorstensfejer.

Af samme årsag har hans hidtidige kunder den seneste tid kunnet finde en seddel i postkassen fra Kim Harregaard Jensen, som tilbyder, fortsat at være den tilknyttede skorstensfejer.

Kommunen fortæller videre i det digitale brev, at kommunen vil sammenlægge dens to skorstensfejerdistrikter til ét, og at ens ejendom vil blive serviceret af skorstensfejermester Haagen B. Sørensen, som har kontrakt for Fejningsdistrikt Syd, indtil den nye kontrakt om det sammenlagte område er indgået.

I det digitale brev skrives der om begrundelsen for sammenlægningen af de to distrikter, og opsigelsen af kontrakten med Kim Harregaard Jensen:

”Med sammenlægningen er der bedre mulighed for at fremtidssikre området med hensyn til kundegrundlag, personaleudskiftning og uddannelse af lærlinge. Derudover vil vi også lettere kunne kvalitetssikre den service, som du har krav på.”

I brevet skrives videre: ”Der er frit skorstensfejervalg. Alle har frit valg i forhold til, hvilken skorstensfejer, de vil benytte.”

Men der står også, at medmindre man som borger aktivt foretager sig et valg, så bliver man tilknyttet den kommunale ordning med skorstensfejermester Haagen B. Sørensen.

Her På Øen har været i kontakt med Morsø Kommune, men har i skrivende stund endnu ikke haft held til at få den person i tale, som er ansvarlig for den kommunale skorstensfejerordning.

Den tidligere kommunale skorstensfejer i distrikt nord, Kim Harregaard Jensen er uforstående overfor argumentet om flere lærlinge.

Han fortæller til Her På Øen, at han i øjeblikket er i gang med at udlære sin tredje lærling på de syv år, han indtil nu har været selvstændig.

Kim Harregaard Jensen overtog for syv år siden firmaet fra sin daværende mester, Jens Christian Sø, og han har i alt 28 år i branchen.

På grund af kommunens sammenlægning af distrikterne, og fravalg af ham, skal han nu ud at finde kunder igen.

Kunderne er tilfredse med Kim H. Jensen

En af de kunder er Salmon Dahlgaard i Nykøbing, som uden tøven har skrevet under på, at han ønsker at beholde sin hidtidige skorstensfejer, Kim H. Jensen.

  • Jeg har da aldrig været utilfreds med Kim i de 28 år, han er kommet hos mig, så hvorfor skulle jeg dog ønske at få en anden? Siger han til Her På Øen.

Kim H. Jensen siger til Her På Øen:

  • Mit budskab er, at folk i region nord skal vide, at de reelt ingen skorstensfejer har haft siden januar, at Morsø Kommune først meddeler folk det nu, og at kommunen samtidig har ladet den automatiske opkrævning af den kommunale ydelse fortsætte, så de i alt omkring 2900 husstande har betalt for en skorstensfejning, som de ikke har fået i februar.

Fik skorstensbrand som følge af manglende skorstensfejning

En af de morsingboer, der indtil nu har haft Kim H. Jensen som skorstensfejer, er Britta Larsen i Lødderup. Hun har på den hårde måde oplevet, hvad det betyder, ikke at få skorstenen regelmæssigt efterset.

Britta Larsen fortæller til Her På Øen, at hun siden efteråret så godt som ikke har benyttet anden varmekilde end sin brændeovn.

Så fik hun skorstensbrand.

  • Da jeg fik skorstensbrand, fandt jeg først ud af, at jeg ikke har nogen skorstensfejer tilknyttet, fortæller hun til Her På Øen, og fortsætter: – Brandvæsenet sendte bud til Kim H. Jensen, fordi jeg fortalte dem, at han er min skorstensfejer, og først da fik jeg at vide, at han var opsagt af kommunen, så jeg ligesom alle andre i området har stået uden skorstensfejer siden januar.

Britta Larsen oplyser videre, at brandvæsenet kunne konstatere, at det var en stor klump i skorstenen, der var gået ild i, og at der ikke er megen tvivl om, at ilden er opstået på grund af den manglende skorstensfejning først på å ret.

Det kostede Britta Larsen 4300, – i selvrisiko, og den regning har hun meddelt Morsø Kommune, at hun agter at sende videre dertil.

Her På Øen har siden tirsdag eftermiddag forsøgt at få en kommentar fra Morsø Kommunes tekniske forvaltning, men indtil videre uden held.