Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Nu har byfesten i Erslev efterhånden ligget stille i nogle år, så nu skal der i den grad være fest igen.

Det sker, når Erslev Beboer- og Erhvervsforening sammen med Erslev Forsamlingshus i weekenden 16. og 17. juni inviterer til to dages fest med noget for enhver smag.

Formanden for beboer- og erhvervsforeningen, Tina Jensen fortæller til Her På Øen, at man satser stort, fordi Erslev på grund af Corona har været uden rigtig fest i omkring tre år.

  • Ny skal festen sparkes i gang igen, fastslår Tina Jensen.

Og til det formål har Erslev hyret et danseorkester, der kan kunsten at skabe en fest.

Det bliver nemlig Kim & Hallo, der lørdag aften skal få gang i danseskoene i teltet i Erslev.

Men inden da vil der være masser af andre aktiviteter fredag og lørdag.

Fredag aften kan der købes aftensmad, som byfesten serverer i samarbejde med Erslev Slagter, der i øvrigt også står for maden lørdag aften.

Et stort kræmmermarked med gratis stande vil pryde pladsen, og her stiller kræmmerne op fredag eftermiddag.

Lørdag kan der købes morgenmad, hvorefter der vil være aktiviteter som kæphesteringridning, cykelridning og knallertringridning.

Forskellige knallertklubber er inviteret, og i Erslev er man spændt på, hvor mange der dukker op

Kokassebanko

En noget anderledes aktivitet finder sted lørdag eftermiddag, når en ko skal overtales til at gå omkring på en bane på pladsen, som byfestfolkene på forhånd har kridtet op med 90 numre på.

  • Kokassebanko går ud på, at vi sælger lodder med numre på. Tror man, at koen lægger en klat på nummer 17, køber man loddet med nummer 17, og så videre, forklarer Tina Jensen.

Så spændende bliver det, hvor mange kokasser, den udvalgte ko vil have trang til at lægge den lørdag.

Apropos emnet, så lover Tina Jensen gode toiletforhold, både i byparken og i forsamlingshuset tæt ved. Der er også handicaptoilet.

Om det bliver den søde jerseyko på billedet fra en tidligere byfest, der igen optræder i juni, er ikke oplyst.

I en helt anden kategori er et stort kagebord lørdag eftermiddag, hvor alle lokale gerne må bidrage med lækkert bagværk.

Lørdag aften er det så Kim & Hallo, der spiller op, når festdeltagerne har nydt en god middag i teltet.

Det hele foregår i et telt i byparken i Erslev, der ligger lige overfor forsamlingshuset.

  • Teltet er bestilt til 200 mennesker lørdag aften, men kan vi sælge 300 billetter, bestiller vi et større telt, lover Tina Jensen overfor Her På Øen.

Hun og de andre frivillige bag arrangementet håber på stor tilslutning til årets byfest i Erslev.

Privatfotos.