Af Dorit N. Glintborg
KLUMME
TÆPPER
Er man ”in between” varmekilder, bliver man umådeligt glad og taknemmelig for alle de tæpper, man kan skrabe sammen fra hylder og skuffer og skabe.
I øjeblikket er jeg – naturligvis midt i den koldeste vinter længe – imellem primærvarmekilder, da jeg er i gang med at få erstattet én varmekilde i huset med en anden.
Derfor er der kun brændeovnen i stuen til at give varme.
For indtil den nye varmekilde er etableret, er den gamle jo afinstalleret, så at sige.
Det betyder, at jeg elsker mine tæpper. Og jeg elsker så afgjort ikke min brændeovn mindre!
Ingen varm vand at have i vandhanen eller i brusehovedet, og ingen varme i husets rør at kunne supplere brændeovnens indsats med – dét er en udfordring.
Mange gange siger jeg til mig selv, når jeg brummer lidt over igen at måtte varme vand i kedlen på komfuret eller i elkogeren, at når min bedstemor kunne, så kan jeg også.
Og selvfølgelig kan jeg det.
Det skal lige tilføjes, at min bedstemor og bedstefar selvfølgelig fik centralvarme i huset, allerede da jeg var lille. Men jeg ved, at de før den tid jo har måttet nøjes med kakkelovnen, og i køkkenet den varme, som komfuret bragte under madlavning.
Men nogle uger uden varm vand og uden varme i rørene, mens temperaturerne støt falder udenfor, får virkelig én til at sætte pris på nutidens bekvemmeligheder.
Og på tæpper!
Det har fået mig til at tænke lidt dybere over tæpper.
Alt imens jeg svøber mig i et af dem.
Et tæppe varmer nemlig på mere end én måde.
Og apropos bedstemor, så har jeg et af hendes tæpper.
Bedstemors Tæppe, som min mor og jeg altid har kaldt det.
Det er dyrebart, fordi det var Bedstemors tæppe, og fordi jeg kan huske det, da det lå over sofaen derhjemme i Erslev.
Mine katte har også altid elsket det tæppe, og er de utrygge nytårsaften, giver det dem altid ro.
Den anden dag fandt jeg mit hæklede tæppe af min storesøsters frem. Det giver en helt speciel varme at vide, at hun har siddet med det blå garn og hæklenålen og frembragt det.
Ligesom det supertykke tæppe, jeg har taget frem, som min far yndede at have over dynen, når der var rigtig koldt.
For slet ikke at tale om det tæppe, jeg havde til at ligge over min seng derhjemme på mit kammer på Ørndrup Mark – dét beige og lysebrune tæppe elsker jeg også.
Forleden så jeg et afsnit af Det Lille Hus på Prærien.
Her blev familien Ingalls overrasket af en pludselig og meget voldsom snestorm, mens de var på vej hjem i hestevognen.
Snestormen var så heftig, at de måtte gøre holdt, og søge tilflugt i en forladt gammel hytte undervejs.
Vinduet var bare et hul i muren, og døren var utæt, så den iskolde vind kunne suse lige ind.
Til alt held var der et gammelt ildsted.
Mens Charles måtte begive sig ud i den frygtelige snestorm med riflen i håb om at kunne nedlægge noget vildt til familien, tætnede Caroline vindue og dør med de ting, der nu var for hånden – små stykker træ og sten, alt imens hun forsøgte at få varme i ildstedet ved de små stykker træ, hun fandt på hyttens stengulv.
Charles masede sig igennem snestormen med et af Carolines tørklæder bundet om hovedet.
Caroline fik de tre børn til at hoppe på stedet i et forsøg på at få varmen.
Når jeg ser sådan noget, indser jeg, at jeg næppe skal beklage mig alt for meget over i nogle uger kun at have brændeovnen som varmekilde for hele huset, og over i nogle uger at måtte varme al den vand, jeg ønsker varm. Selvom det altså er i den koldeste november (nu 1. december) i mange år.
Så længe jeg har en brændeovn – og nogle tæpper – så går det nok.
Men jeg ved, at når det igen bliver muligt at supplere med lidt varme i rørene, og når der igen er varmt vand i huset – så bliver jeg meget glad.
Indtil da luner jeg mig ved de mange tæpper og ikke mindst den historie, hvert tæppe har.
Og indimellem tager jeg selvfølgelig nogle hop på stedet, ligesom de tapre Ingalls-piger.
Med denne klumme ønsker Her På Øen læserne en god december, i håb om, at I kan holde varmen 🙂
