Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen,.dk

Takt og tone og tid 

Da jeg var 12 år, var jeg til mit livs første koncert.

Det var så kæmpestort at opleve mine idoler i virkeligheden.

Som så mange andre helt unge piger dengang, var jeg vild med Michael Trempenau og Mabel og Boom Boom. Min storesøster var med for at passe på mig i det store menneskemylder i Nykøbing Hallen.

Da jeg så bagefter i Morsø Folkeblad kunne læse en meget negativ anmeldelse af den koncert, jeg var så begejstret for – ja, det nemmeste er at gengive et vers fra den konfirmationssang, min mor senere skrev til mig:

Hun til koncert med Mabel kom

For Dorit det var nærmest som en drøm

Men tænk, så i avisen stod

Koncerten den var nu slet ikke så god

Den journalist, han skulle få

Straks Dorit i blækhuset farer

Fik også pænt et svar derpå

Enhver må sin mening vel have.

At jeg som 12-årig skrev et arrigt brev til den formastelige journalist, der tillod sig at have en anden mening om mit livs første koncert end mig, siger vel en del   om min egen lyst til at ytre mig – og mit behov for at tage folk i forsvar, hvis der tales eller skrives mindre pænt om nogen, der enten ikke kan eller må tage til genmæle.

I går mandag ringede jeg som journalist til Heidi Overgaard Pedersen, Klostertorvets Pølsevogn i Nykøbing, for at høre, hvordan forretningen går i de nuværende udfordrende tider.

Det fortalte Heidi Overgaard Pedersen mig som journalist, og jeg videregav hendes svar på mine spørgsmål i en artikel, jeg skrev og offentliggjorde på Her På Øen.

Her På Øen er mit lokale, professionelle nyhedsmedie, som gerne beskæftiger sig med stort og især småt, så længe, det foregår her på øen eller har forbindelse til Mors.

Som så mange andre firmaer i dag, har Her På Øen også tilknyttet en Facebookside.

Den bruger jeg til at gøre opmærksom på visse artikler, som læseren så skal ind på selve Her På Øen for at læse.

Inde på selve siden er der mulighed for at kommentere de forskellige artikler, notitser og historier.

Kommentere opslag på Facebooksiden er selvfølgelig også en mulighed, og den må mange siges at have benyttet sig af ved opslaget på Her På Øens Facebookside, som henviser til hele artiklen på selve mediet.

Jeg er som selvstændig journalist meget glad for respons på mit arbejde, og engagerede læsere er guld værd.

Men jeg kan læse af mange af kommentarerne på Her På Øens Facebookside, at det er meget tæt på at gå helt over gevind og løbe løbsk.

At stemningen piskes op, og at det kommer til at minde om det, der i vore dage kaldes en shitstorm, i dette tilfælde mod en navngiven, lokal virksomhed, som ikke selv har bedt om at blive omtalt.

Jeg kan se, at mange fortæller om deres oplevelser med maden fra den lokale pølsevogn.

Jeg ser også nogen skrive, at de tidligere har klaget over maden til pølsevognen, men ikke har fået svar.

Dét får mig uundgåeligt til at tænke, at denne klage kan være givet i form af en hurtig Facebookbesked over Messenger eller et opslag på pølsevognens Facebookside.

Det er der selvfølgelig ikke noget galt i.

Facebook er for mange i dag det mest populære og altafgørende sted at befinde sig.

Min pointe er bare, at hvor det engang krævede både tid og tid til omtanke at få sin mening offentliggjort, så kræver det i dag ikke mere end et sekund og et klik med en robotmus.

Min pointe er også, at hvor det engang krævede et telefonopkald for at klage over en vare, kræver det i dag ikke mere end et klik med en robotmus.

Man behøver som klager ikke komme i personlig kontakt med den virksomhed, hvis vare, man er utilfreds med, og man har ovenikøbet mulighed for, med et klik med en robotmus, at ytre sin utilfredshed til offentligt skue for dem, der gerne befinder sig meget på Facebook.

Da jeg som 12-årig skrev mit utilfredse brev til journalisten med den negative anmeldelse af Mabel-koncerten i Nykøbing, foregik det med kuglepen på et stykke papir.

Jeg havde tid til at sidde og tænke mig om, inden jeg  skrev, og jeg havde mulighed for at ændre i formuleringerne, indtil det lød rigtigt, og mit budskab kom igennem uden at være hverken grov eller nedsættende.

Ovenikøbet skulle jeg lægge papiret sammen, putte det i en konvolut, finde adressen til Morsø Folkeblad og skrive dét udenpå, købe et frimærke, og så vente på, at postbuddet kom hjem til os, så han kunne tage brevet med for de penge, et frimærke kostede.

Den TID, processen helt nødvendigvis måtte tage, giver mulighed for  at TÆNKE SIG OM.

Som der længere oppe kan læses i verset fra min konfirmationssang, fik jeg et pænt brev retur fra journalisten, som kunne gøre den 12-årige Dorit klogere ved at fortælle, at det, han havde skrevet om koncerten, var en anmeldelse, og at sådan én altid er subjektiv.

Dét vidste jeg jo ikke dengang, men fordi jeg skrev min utilfredshed i et pænt brev, fik jeg også et pænt svar tilbage.

For at afrunde snakken om ytring og holdninger, vil jeg gerne gentage en holdning, jeg har og altid har haft, når det kommer til offentlige ytringer på den sociale platform, Facebook:

Forestil dig, at du skal levere din utilfredshed eller din klage direkte til den person eller det firma, det handler om.

Du skal se vedkommende direkte i øjnene, mens du fortæller ham/hende, hvor dårligt, du synes om den vare, du har købt og betalt for.

Test dig selv ved at stå foran spejlet og forestil dig, at du står og kigger på den person, du vil klage til eller over, og sig det så højt.

Medmindre du i den virkelige verden ville kunne stå foran personen og fx sige ”Jeres mad er noget hø og noget værre makværk, og jeg gider ikke æde det”, så er der vel ingen grund til at gribe til den ofte alt for nemme løsning med robotmusen.

Jeg mener og har altid ment, at klager bør rettes direkte til den person eller den ting, klagen vedrører.

Tonen skal være i orden. ”Som man råber i skoven, får man svar”

Og – ikke mindst – brug tid til at formulere din klage, også når den er skriftlig, og aflever den så på en sober måde.

Ligesom vi også helst bør gøre i den virkelige verden.

Tag den nødvendige TID, også når det handler om offentlige ytringer på skrift. Ikke alt skal skyndes igennem. Ikke alt skal hastes videre. Tid er til for at blive brugt godt. 

Det var såmænd bare det, jeg havde brug for at få luft for i denne klumme.

Har du brug for at få luft for noget, tager Her På Øen med glæde imod læserbreve, som offentliggøres ganske gratis på siden.