Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Der findes forskellige slags mirakler.

Der findes store mirakler.

Der findes små mirakler.

Der er små mirakler, som har kæmpestor betydning, og der er store mirakler, som ikke påvirker én så meget.

Som den efterhånden mangeårige indehaver af en med tiden langsomt voksende bestand af små turtelduer, oplever jeg engang imellem mirakler.

For udefraseende forekommer det måske ubetydeligt, og bare dagligdags forekommende.

Men for mig, som er tæt på de små turtelduer hver dag, er det virkelig et mirakel, når et af deres æg bliver til en dueunge.

Jeg vil i denne klumme, mest igennem billeder, gerne dele mit seneste dobbeltmirakel med læserne.

Undervejs vil du stifte bekendtskab med min brune han-due, som meget tidligt i sit liv var i de lokale medier første gang.

Nemlig som helt spæd sammen med sin far, Anton.

På det tidspunkt stod jeg for Morsø Folkeblads Ugeavis, og leverede også stof til Morsø Folkeblad, ligesom jeg også fik æren af at komme med i klumme-turnussen på Elsøvej.

Så én af mine klummer handlede om miraklet i Duely.

Det var dagen før juleaften i 2017, at min klumme ”Juleglæder med fjer på” kunne læses i Morsø Folkeblad.

Der var også et lille billede af duefar Anton med den lille Piv.

Det ses herunder:

Kort fortalt var vejen til den første unge i Duely både lang og til tider også farlig.

Matriklens to første duer, hvide Maren og Mette, indtog scenen den 16. august 2011, og er i dag to meget viise damer.

Brune Anton kom til den 11. september 2014.

Den 1. oktober 2017 kom Anton ved et skrækkeligt uheld ud af volieren, og væk var han.

Det er formentlig unødvendigt at fortælle, hvordan jeg havde det, og hvor meget, jeg ledte. Og græd.

På ottendedagen – OTTENDEDAGEN – ringede personalet fra Børnehaven Lundkærvej til mig, at de havde en lille, meget stille due siddende i en sandkasse.

Jeg var der hurtigere end lynet, og kunne taknemmelig hjembringe Anton i en skotøjsæske.

Aldrig har jeg set så træt en due, og heller aldrig så sulten en due. Og aldrig før jeg har mærket noget så fjerlet i min hånd.

De otte dage i det fri havde virkelig været hårde, men Anton kom sig.

Og lige pludselig blev han rigtig gode venner med hvide Mette, og de begyndte at ruge.

Og så blev han far til Piv, som er brun ligesom sin far.

Piv blev husets første dueunge, og kom til verden den 20. november 2017.

Stamfaderen Anton rejste 21. november 2021 videre til de evige blomsterenge.

Han sov fredeligt ind.

Ifølge certifikatet, hvor jeg i sin tid købte Anton, var han klækket den 18. maj 2007, så Anton blev 14 år.

Sønnen Piv fører stolt arven videre, og nu er vi efterhånden nået frem til de to seneste mirakler i Duely.

Og nu kommer vi til det seneste mirakel, som er et dobbeltmirakel, som vil blive fortalt mest igennem billeder.

Piv er nemlig blevet far igen. Denne gang samme med hvide Olivia på fire år, som også er klækket her på matriklen.

Den 8. juni hørte jeg det, jeg altid kalder for verdens mindste lyd, da jeg trådte ud til duerne.

Det var skønt og spændende og jeg kiggede til dem mange gange hver dag.

Den 12. juni bemærkede jeg, at Piv og Olivia meget af tiden begge to var på reden samtidig.

Og fire dage efter det første duemirakel, kom så nummer to i form af endnu en lille unge

• .Det er fantastisk at følge de smås udvikling så tæt, som jeg gør.

• Det er berigende og livsbekræftende, og det er spændende og rørende.

• Forældrene er så omsorgsfulde og dygtige, og samarbejder så flot om den store opgave.

Og de små, som i starten er helt ufatteligt små, vokser bare så hurtigt, at der er nyt at se hver dag.

I skrivende stund er de to små henholdsvis 25 og 21 dage, og der er tydelig forskel i størrelsen.

Jeg havde håbet, at i det mindste én af dem ville blive brun som faderen, men de er begge to kridhvide.

Dermed er Piv i øjeblikket det eneste brune medlem af duefamilien.

Den 9. juni: 

Den 12. juni:

Det er første gang, mine duer prøver at have to unger ad gangen. Måske derfor var det lige ved at gå galt før sengetid den 14. juni, hvor jeg opdagede, at Olivia kun rugede den største af ungerne, mens den helt lille lå alene ved siden af. Den var meget kold, og blev derfor varmet i min hånd i en time, før den kom ind i reden igen, og ind under sin mors varmende fjer. Herefter er alt gået fint.

Den 16. juni:

Jeg forundres hver gang over, at noget så lillebitte kan føles så blytungt og være så brandvarmt i min hånd. Den 19. juni:

Den 20. juni:

Når man når en vis størrelse, er det ikke spændende at være i reden hele tiden. Så må der laves kravlegård, som mor Olivia kan sidde på kanten af, mens far Piv kan følge med fra hylden ovenover den 26. juni:

Og på det sidste billede, jeg viser herunder, ses mine to dueunger i går, den 2. juli, henholdsvis 24 og 20 dage gammel.

De fire dags forskel ses tydeligt i størrelsen, og det mærkes også i udviklingen i øvrigt, hvor den største allerede begynder at lette på vingerne.

Begge er stadig helt afhængige af at blive fodret af forældrene, og det bliver de flittigt. Men rugningen er et overstået kapitel, så når de gerne vil putte – og det vil de tit –  foregår det i min hånd.

Jeg håber, du har nydt min duefortælling. Jeg har nydt at skrive den.