Af Dorit Glintborg
Det er lige så mørkt, når vi står op, som når vi går i seng.
Sådan føles det i hvert fald for tiden, hvor vintervejret i julemåneden viser sig fra en regnvåd og dunkel side.
Oveni den naturligt mørke årstid, medvirker den nuværende Coronapandemi også til en mørk stemning mange steder.
Så godt som alle brancher er økonomisk klemt, og mange er bekymrede. Både for økonomien og for helbredet.
Den mentale sundhed kan også være udfordret af den mørke tid.
Her kommer små hverdagslysglimt ind som en vigtig ingrediens i vores dagligdag.
Jeg har et sådant lysglimt lige udenfor køkkenvinduet.
Den 29. oktober flyttede jeg et lille hængetræ i haven. Under gravearbejdet fik jeg ved et uheld en enkelt morgenfrue med greben.
Morgenfruen stod i fuldt flor, og den blev omhyggeligt plantet et nyt sted – lige udenfor køkkenvinduet.
Den lille morgenfrue overlevede flytningen, og blomstrede ufortrødent videre.
Efter nogle uger begyndte blomsten at visne, og processen med at blive til nye frø til foråret gik i gang, samtidig med at knop nummer to sprang ud.
Og i dag, fem uger efter flytningen, lyser den seje morgenfrue stadig op derude i den mørke december.
Trods blæst og regn, begyndende nattefrost og mangel på sol.
Nu kan man vel ikke sammenligne en morgenfrues evne til at kæmpe sig igennem trods hårde vilkår med vores nuværende udfordring med at klare os bedst muligt igennem en lang Coronakrise.
Og så alligevel.
Begge dele handler i hvert fald blandt andet om vilje.
Selvom morgenfruen begynder at se lidt medtaget ud, står den stadig oprejst.
Den er knap så smuk, som den har været, og nok heller ikke helt så stærk.
Men den er der.
