Klumme af Dorit Glintborg, Her På Øen, 7. juni 2022.

dorit@herpaaoeen.dk

Han, hun, den og det.

Mand, kone, dreng, pige, hunkat, hanhund, kogekone, bagerjomfru, arbejdsmand, jordemoder og julemand – glem det! Fremover skal vi alle være intetkøn.

 

På den ene side har jeg for nylig hørt feminister beklage sig over, at en kvindelig skuespiller bliver kaldt for ”en kvindelig skuespiller”.

De mener, at udtrykket lægger for meget vægt på kønnet. Så en kvindelig skuespiller skal bare kaldes for en skuespiller. Punktum

På den anden side brokker feministerne sig ikke over, at mænd, der vælger sygeplejefaget, kaldes for sygeplejersker. Jeg har heller ikke hørt nogen mænd beklage sig over at blive benævnt som en mandlig sygeplejerske.

Feministerne råber så højt, at de slet ikke indser den for mig at se logiske løsning.

Nemlig at genindføre de traditionelle titler.

Fra dengang en mand gerne måtte være en mand, og kvinder ikke brugte al deres energi på at føle sig underlegne i forhold til det modsatte køn.

Lad os da sige skuespillerinde igen.

Og sangerinde.

Det lyder altid hult i mine ører, når Lis Sørensen omtales som sanger.

Hun er sangerinde. Ligesom Ghita Nørby og Malene Schwartz er skuespillerinder.

 

Den mandlige sygeplejerske, der endnu ikke har brokket sig, bør kaldes sygeplejer. Jeg ville brokke mig, hvis jeg som mand blev omtalt som sygeplejerske.

Kommer der en dag kvindelige skorstensfejere, så er de selvfølgelig skorstensfejerinder.

Hvis de allerede findes et sted, så på forhånd undskyld. Føl jer venligst ikke krænket.

Det er så tåbeligt at spilde tid og energi på at konkurrere, de to menneskekøn imellem.

Hvorfor i alverden ikke hylde forskellighederne i stedet?

Der vil skulle indføres nye ord i ordbogen.

Fx bilistinde, præstinde og dagplejefar. En professorinde, en gartnerinde, en journalistinde.

 

Men for størstedelen handler det bare om at udnytte det sprog, vi allerede har. Og måske lade det blomstre lidt.

 

Når nu kvinder har møvet sig ind i næsten alle maskuline brancher, hvor de på den ene side forlanger at blive behandlet som ligestillede med mændene, og på den anden side forventer særbehandling i kraft af deres køn, må de enten stoppe piveriet over at blive omtalt som kvindelige soldater og kvindelige lejesvende, eller begynde at stå ved sig selv, og kalde sig soldatinde og lejesvendine.

NEUTRALITET = KEDELIGT

Den er alle vegne, den tiltagende tendens til at ville camouflere kønnet på den enkelte.

Det ses og høres også i nye film og serier, både fiktive og dokumentariske.

En læge spørger fx ikke sin patient, om han har en kone eller en kæreste. En læge spørger ligeledes ikke sin patient, om hun har en mand eller en kæreste.

Nej, da.

Spørgsmålet til begge lyder: Har du en partner?

En partner!

For mig lyder en partner mere som en forretningsmæssig forbindelse end en romantisk!

Men det falder jo godt i tråd med samfundets og mange mediers kæmpe fokus på kønsneutralitet.

Vi skal helst være én ensartet masse.

Små børn skal undervises i homoseksualitet, mindreårige kan få kønsskifteoperation, og i børnehaven opmuntres de små piger til at lege med biler, og de små drenge med dukker.

Og når der er fastelavn, er det simpelthen bare så helt fantastisk meget i super duper orden, hvis lille Peter møder op som lyserød prinsesse, og hvis lille Marie så kommer stormende med sabel og sværd, ja, så vil jubelen ingen ende tage.

Vi skal nemlig være åh så frisindede og tolerante.

 

Skidt med, om samfundet i al sin frisindethed forvirrer børnene, så de til sidst ikke aner, hvem de er, og lille Peter begynder at tænke, at han må være helt forkert, fordi han elsker at lege med biler.

Pyt med det, bare de voksne er frisindede og tolerante og for alt i verden ikke sætter nogen i bås.

Jeg har intet, og med dét mener jeg i n t e t imod hverken homoseksuelle eller transkønnede eller hvad det hedder alt sammen, og har ved Gud aldrig haft det.

Nogle af mine bedste venner igennem tiden ville kunne puttes i nogle af de båse. Det interesserer mig ikke, hvem den enkelte finder tiltrækkende, så længe det hverken er dyr eller børn.

Jeg har derimod meget imod, at samfundet i sin over ivrighed for at behandle alle ens, pådutter letpåvirkelige individer en identitet, der ikke er deres.

Det duer ikke.

Drenge har lov at være drenge.

Piger har lov at være piger.

Og vi ér altså ikke ens, hverken indvendig eller udvendig.

Vi har mange ting til fælles, og vi kan klare meget ved samarbejde.

Men lad os kalde en spade for en spade, og sige og skrive – en sangerinde, en skuespillerinde, en redaktrice, en sygeplejer og en fagmand.

I stedet for at skjule os bag anonyme fællesnævnere.

Vi kan lære af det tyske sprog.

Her hedder en mandlig journalist: der Journalist, og en kvindelig journalist: die Journalistin. En kvindelig læge hedder die Ärztin, en læge der Artz.

Men vi kan jo også godt selv. Se bare på stewardesse og steward – som vi vel oprindeligt har tyvstjålet fra det engelske.

Hvorfor ikke være ved det, vi er?

Fra dette øjeblik er jeg journalistinde.

Og til min næste fødselsdag vil jeg have en kæmpestor kagemand. Ikke en kagekone. Og da slet ikke en kageperson!

Jeg vil nemlig gerne stå ved, at jeg er af hunkøn, og at jeg altid bedst har kunnet lide hankøn.

Dette er en klumme, og den er udelukkende udtryk for skribentens egen, private holdning.