Af Dorit Glintborg
- Goddaw, Dorit.
- Goddaw… øh… Goddaw!
Sådan lød en ordveksling udenfor en af Nykøbings dagligvareforretninger, hvor jeg iført den obligatoriske ansigtsmaske netop havde slæbt forråd til de næste uger ud, og lige skulle have pusten, før de tunge poser skulle transporteres til matriklen.
Jeg stirrede efter den maskerede mandsperson, der havde hilst på mig. Med navns nævnelse. Og jeg granskede min hjerne for at placere stemmen.
I mørke er alle katte grå.
Med maske er alle mennesker ens.
Det er tankevækkende, at hvor regeringen og mange danskere for kort tid siden talte om maskeringsforbud for forskellige befolkningsgrupper, så har vi i dag alle maskeringspåbud.
Godt nok er årsagen til påbuddet helt anderledes end baggrunden for forskellige befolkningsgruppers ønske om at bære masker, men alligevel.
Det gør noget ved et menneske at have et mundbind dækkende over hele underansigtet med kun øjnene synlige.
Det gør noget ved vores opfattelse af de mennesker vi ser, mens vi selv går og putter os inde bag masken.
Med masker er alle mennesker ens.
Hvem skjuler masken?
Indenfor i masken føler man sig lidt som en lusker med skjulte hensigter fordi man jo gemmer sin identitet bag det ulideligt sterilt udseende blå-hvide engangsstof.
Ens maskerede medmennesker ser også med lidt god fantasi en anelse mistænkelige ud, som de går der i dagligvareforretningen og udser sig næste måneds rationer.
Det er som om, masken uvilkårligt får os til at skjule os endnu mere, og for manges vedkommende ikke engang slå blikket op og møde de ikke tildækkede øjne hos de medhandlende.
Vi putter os lidt i vores påbudte kliniske maske, som beskytter os mod virus.
Efter lidt tid gik det op for mig, hvem det var, der havde hilst på mig udenfor madbutikken.
Jeg ringede til ham for at få føjet hans navn til min genhilsen, som almindelig takt og tone byder det.
Og mens vi snakkede i telefon, var det, at det gik op for mig, at den grimme lyseblå maske gør os alle sammen ens.
Men også, at masken måske har flere umiddelbare fordele end at beskytte os mod virus.
Jeg forestiller mig i hvert fald, at man som mand ikke føler samme behov for at svinge barbermaskinen hver dag.
Hvorfor skulle man dog det, når man alligevel skal skjule hele ansigtet for omverdenen, lige så snart man ikke kun er sig selv?
Mundhygiejnen slækkes der måske også lidt på, for man kommer alligevel ikke tæt nok på nogen til, at de bemærker en dårlig ånde. Og ellers dækker masken vel den værste dunst.
Og så skulle man måske tro, at masken skjuler dobbelthager.
Det ville jo være en kæmpe fordel.
Men det gør den ikke. Den tykke hage fylder bare masken helt ud forneden, så hagen afslører sig selv inde bag engangsstoffet.
Ikke at det er det syn, der møder mig i spejlet.
Naturligvis ikke.
Det er bare hos alle dem i fjernsynet.
Jeg kan stadig genkende mit spejlbillede – med og uden maske.
Vi må se, om spejlbilledet har udvidet sig lidt om nogle måneder.
God weekend derinde bag maskerne.
