Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Morsø Kommune har taget initiativ til at danne et klimaråd for at kunne nå målsætningen om en 70 procents reduktion af drivhusgasudledningerne inden år 2030.

Teknik- og Miljøudvalget etablerede i november måned klimarådet, der består af repræsentanter fra DI Thy Mors, Fjordland, Limfjordens Bioenergi, Morsø Erhvervsråd, Morsø Forsyning, Morsø Vognmandsforretning, Nykøbing Mors Fjernvarmeværk, Sdr. Herreds Kraftvarmeværk og Thy-Mors Energi.

Basisanalyser er ved at være færdige, og nu er rådet klar til at diskutere konkrete målsætninger.

Der vil i den forbindelse blive afholdt forskellige interessent- og borgermøder i løbet af efteråret.

På tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde på Det Gamle Rådhus i Nykøbing fortalte en engageret formand for Teknik- og Miljøudvalget om det lokale klimaråd, idet Meiner Nørgaard gjorde opmærksom på vigtigheden af, at vi også her på øen vil blive i stand til at producere (mere) energi lokalt.

  • Man skal ikke frygte, at hele øen skal plastres til med solceller og vindmøller, men vi er nødt til at være med i den vigtige opgave, fastslog han.

Socialdemokratiets Poul Kristensen medgav, at opgaven er vigtig, og mindede de tilstedeværende om de uhyrlige varmepriser, der i øjeblikket er tæt på at få folk til at gå fra hus og hjem.

  • Jeg tror, at den enkeltes reduktion af eget forbrug af energi/strøm, betyder mere end man tror, pointerede Poul Kristensen.

Jette Jepsen, Radikale, roste Teknik- og Miljøudvalget for det store arbejde med at få etableret et klimaråd på Mors.

Foto fra tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde: Dorit Glintborg.