Af Dorit N. Glintborg
Når Henning Iversen på søndag leder sangen under gudstjenesten i Karby Kirke, bliver det for sidste gang som kirkesanger.
Efter imponerende 37 år som fast kirkesanger i Karby har Henning Iversen besluttet sig for at stoppe.
Dog ikke mere, end at han stadig kan tilkaldes som afløser.
- Jeg vil altid gerne hjælpe, hvis der er brug for det, så jeg har sagt, de gerne må spørge, fortæller den snart afgåede kirkesanger til Her På Øen.
Spørgsmålet om, hvorfor beslutningen om at stoppe er taget nu, er ikke sådan at besvare.
- Men der er jo en tid til det ene, og en tid til det andet. Det står også i bibelen. Jeg har taget beslutningen om, at nu skal det være, fastslår Henning Iversen fra Karby.
Det bliver ikke uden vemod, når han på søndag udfører sin gerning som kirkesanger for sidste gang.
- Jeg har været utrolig glad for alle de år, jeg har været kirkesanger i Karby. Det har været en fornøjelse for mig, alle årene, og jeg har gjort det, så godt jeg kunne.
Det vil mange tidligere og nuværende kirkegængere i Karby kunne forsikre Henning Iversen om, er lykkedes ham til fulde.
Hans dybe røst har altid ledet fællessangen på smukkeste vis.
Efter søndagens gudstjeneste i Karby Kirke afholder Sydvestmors Pastorat afskedsreception i kirken.
Henning Iversen frygter ikke at komme til at kede sig i fremtiden.
Han fortæller til Her På Øen, at han stadig er aktiv i Herreværelset på Støberigården, ligesom han igennem hustruen er med i Scleroseforeningen. Endelig er han også at finde i Frimurerlogen.
Sidst, men ikke mindst, skal huset også passes, og så nyder Henning Iversen i øvrigt at sidde og nedfælde nogle af de mange oplevelser fra sit liv på computer.
At der er en bog i vente, afviser han dog.
Henning Iversen er fast tilknyttet Karby Kirke, men er også afløser i nabokirkerne.
Foto: Her På Øen.