Af Dorit Glintborg
Corona, fugleinfluenza og nu også hesteherpes.
Det er ikke småting, der er at slås imod for tiden.
Coronavirus har i over et år lukket samfundet mere eller mindre helt ned, og gjort mange af os til næsten eneboere.
Fugleinfluenzaen hærger vilde fugle, og har man tamfugle på matriklen, må de ikke komme ud uden at være ”under tag”.
Nu er også hesteherpes kommet til, og her er der tale om en alvorlig sygdom for heste.
Sygdommen er konstateret i en besætning i Snedsted i Thy, men endnu er den – heldigvis – ikke kommet til Mors.
På hingstestationen Katrinelund her på øen tager ejer Ib Kirk alle de forholdsregler, han overhovedet kan, for at undgå at få sygdommen ind.
- Vi appellerer til, at man kun kommer hertil med 100% raske hopper. Oplever vi en hoppe, der er bare lidt forkølet, afviser vi den og ejeren, fortæller Ib Kirk til Her På Øen.
Han fortæller ydermere om en kraftig appel til hesteejere om at ankomme i rent tøj, ikke staldtøj, når man bringer sin hoppe til hingstestationen, og udenfor staldene er opsat en balje, hvor fodtøjet vaskes, inden man går ind.
Men det allerbedste er i denne tid inseminering fremfor naturlig bedækning.
- Vi sender hingstesæden til hoppeejeren, og på den måde er der ingen risici forbundet med processen, fastslår Ib Kirk.
Han undrer sig over, at hesteherpes – og for den sags skyld også fugleinfluenza – er opstået i en tid, hvor der på det nærmeste er lukket helt ned for både sammenkomster og arrangementer og store forsamlinger af såvel dyr som mennesker.
På Katrinelund i Øster Assels tager man ingen chancer, og gør alt for at holde hesteherpes ude.
ARKIVFOTO uden nogen sammenhæng med hesteherpes: Dorit Glintborg.