• Uanset, hvilket vejr, vi bliver budt, så holder vi fast – 2. juledag skal der afholdes Julemotionstur i Legind bjerge.

Så stålsatte er ordene fra Lisbeth Nielsen, Morsø Fodslaw, om julemotionstur nummer 53, som gåes 2. juledag.

 

Det er en tur, som for mange er blevet tradition, og en tur, som både kan give motion, og også bedre samvittighed, før den næste julemad nydes.

 

Lisbeth Nielsen fortæller til Her På Øen, at der startes fra drivhuset ved Jesperhus Blomsterparks parkeringsplads, og at der er afmærkede ruter.

Man kan vælge tre, seks og 10 kilometers ruter.

 

Ude på ruten er der en rasteplads hvor der serveres en kop varm bouillon, men man kan købe andre kolde og varme drikkevarer.

 

Årets motiv på diplomet er fra eventyret ”Den grimme ælling”, et eventyr af H.C. Andersen.

 

Rekord for deltagelse ved julemotionsturen på Mors var i 2019, hvor hele 747 gik med.

Lisbeth Nielsen håber, at rekorden måske kan slås i år.

Man kan se mere om arrangementet på Morsø Fodslaws hjemmeside.

Foto fra 2010 fra Morsø Fodslaw til Her På Øen.