Af Dorit N. Glintborg
dorit@herpaaoeen.dk
Morsø Fodslaw holder fast i julemotionsturen 2. juledag uanset hvad vejrguderne så byder på.
Det fastslår formand Lisbeth Nielsen overfor Her På Øen.
Det er i år 52. gang, der vandres i Legind Bjerge 2. juledag, og mange morsingboer har det som en fast tradition at deltage.
Der vil være afmærkede ruter at følge, og alle kan gå i deres eget tempo.
Lisbeth Nielsen fortæller, at der er ruter på tre, seks og 10 km at vælge imellem, og at der undervejs på ruterne vil være en rasteplads, hvor der serveres varm bouillon.
Startstedet er drivhuset ved Jesperhus’ parkeringsplads, og årets motiv på diplom for udført julemærkemarch er fra H. C. Andersens ”Prinsessen på Ærten”.
Man kan se nærmere information om tilmelding og tidspunkter på Morsø Fodslaws hjemmeside.
Foto fra tidligere år: Morsø Fodslaw.