Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

På søndag er det første søndag i advent, og det er også den 1. december.

Værestedet Perlen i Nykøbing benytter sig af den traditionsrige dag til at afholde såvel julemarked som åbent hus.

Daglig leder, Nina Øvig Larsen fortæller til Her På Øen, at Perlens brugere har knoklet med at lave de flotteste juledekorationer samt kreationer i ler, som kommer til salg på søndag.

Ligeledes er der indsamlet ting til afholdelse af et loppemarked.

Der er lagt op til en hyggelig dag på Perlen.

Personalet har bagt småkager, og der vil blive solgt alkoholfri gløgg, æbleskiver, pølser med brød og andre lækkerier.

  • Vi laver dette arrangement, fordi det er en gylden mulighed for at åbne Perlen op og vise, hvad en social café egentlig er. Vi vil gerne fortælle om alle de projekter vi har gang i på Mors og hvordan vi gør en forskel for mange mennesker. Vi vil gerne udbrede budskabet om, at man hos os møder en stor vifte af tilbud, siger Nina Øvig Larsen til Her På Øen.

Her nævner hun gratis retshjælp og gratis gældsrådgivning, og hun nævner de otte satellitcaféer rundt om på øen.

Desuden er Perlen i gang med et samarbejde om et nyt projekt med Region Nord og Center for Digital Psykiatri, som handler om psykiatrisk behandling online med en bisidder fra Perlen.

 

– Vi vil også gerne fortælle om de Skæve Boliger, som vi sammen med Morsø Kommune faktisk er nogle af de første i Danmark der har. Vi vil gerne vise den gode stemning i caféen, fortælle om vores krea-mandage, vores ture ud af huset, det gode samarbejde med kirken, Banko, biografture, spille-eftermiddage og alt muligt andet, fortæller den daglige leder.

 

Hun glæder sig sammen med resten af personalet og de mange brugere til at byde alle gæster velkommen på søndag.

De penge, der kommer ind ved diverse salg på dagen, skal gå til de otte satellitcaféer på øen.