Tiden nærmer sig for årets julemærkemarch.

I hele Danmark samles man for 47. gang og går en symbolsk tur d. 3. december 2023, og lokalt kan man i år finde Julemærkemarchen i Multihuset, Spurvevej 2 i Nykøbing, hvor der samles ind til driften af landets fem Julemærkehjem, og 1.000 børn hjælpes til en frisk start på livet.

Siden 1904 er der hvert år udkommet et nyt Julemærke til gavn for Julemærkehjemmene og udsatte børn i Danmark. Nu om dage sendes der ikke mange postkort, men mange støtter sagen hele året som Julemærkeven. Alle kan hjælpe ved at deltage i det sunde og hyggelige initiativ, Julemærkemarchen. En symbolsk gåtur i fællesskab med tusindvis andre mennesker fra 68 forskellige startsteder i Danmark.

Julemærkemarchens bestyrelse håber, at alle vil møde op igen i år, og tage familie og venner med for at vise sin støtte sammen med alle de ildsjæle, der lægger et stort arbejde ude på de lokale Julemærkemarch-startsteder.

  • Julemærkemarchens imponerende og frivillige hjælpearbejde kaster hvert år en flot donation af sig, som kan mærkes i det samlede budget. Det fortsatte hjælpearbejde, der hvert år gavner knap 1000 børn, er afhængigt af indsamlede midler. Det offentlige tilskud dækker kun 2,8 procent af budgettet. Salget af Julemærker er for nedadgående, idet stort set ingen længere sender julepost. Derfor sætter vi stor pris på vores Julemærkevenner, donationer fra virksomheder og fonde samt på Julemærkemarchen, siger direktør Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Tilmelding foregår via hjemmesiden julemærkemarchen.dk