Morsø Teaterkreds indbyder også i år til julekoncert i Ansgarskirken. Denne gang kommer Vodskov Pigekor, som er et rytmisk kor med base i Vodskov Kirke, lidt nord for Aalborg. Korets medlemmer er ca. 13-22 år. Kernerepertoiret består primært af nutidig popmusik og er oftest ikke skrevet til brug i kirken. Alligevel deler teksterne nogle essentielle værdier med kirkens budskab.
Koret har det seneste år gjort sig bemærket overalt i landsdelen, bl.a. med optræden på Tall Ships Race sammen med Birthe Kjær, og ikke mindst med udgivelsen af to musikvideoer i efteråret 2022: ”Flyvere i Natten” og “Slipping Through My Fingers”.
Koret ledes af Rikke Hestvang Andersen, og ved aftenens koncert bakkes koret op af Peter Lund Paulsen på trommer og Michael Andersen på elbas. Programmet består både af kendte og elskede juleklassikere som fx “Luk Julefreden ind” og “En stjerne skinner i nat”, men også nyere julehits.
Der bliver også lejlighed til fællessang.
Formanden for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen, oplyser, at der stadig er billetter til kocerten.
Tid: tirsdag den 12. december kl. 19.30 i Ansgarskirken, Præstbrovej 347, Ø. Jølby, Erslev
Arrangør: Morsø Teaterkreds