Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Det er ikke hver dag, en 10-årig pige udgiver en bog. Men 10-årige Sif Bas, der går i 4. klasse på Sydmors Skole, og bor sammen med sin familie i Mollerup, har sammen med sin mor skrevet en julebog om nissen Rumlebum, og også fået udgivet bogen.

Hver dag i december sidste år offentliggjorde mor og datter en lille historie om Rumlebum på Facebook.

Nu er historierne blevet udgivet i bogform som en julekalender med 24 afsnit.

Bogen blev lanceret ved en reception i Bøger og Papir i Nykøbings gågade 22. november, og nu er den lokale bog så ude at leve sit eget liv.

Og det gør den ganske godt, fortæller Mette Bærbach Bas til Her På Øen om datterens bog: Alt i alt er der siden bogreceptionen blevet solgt omkring 100 bøger.

Mette Bærbach Bas er idéhistoriker, og arbejder med kulturforståelse og oversættelse, og hun har nedfældet datterens historier.

Bogen handler om nissen Rumlebum, der bor i familiens hus i Mollerup og laver en masse sjove drillerier. Blandt andet hænger han familiens underbukser op i flagstangen, så alle de gode folk på Mors kan se det.

Bogen er illustratreret af Lise Kravin, som har lavet 24 billeder til bogen baseret på de billeder, Sif og Mette lagde op på Facebook sammen med historierne.

Den unge forfatterinde Sif Bas er meget glad for, at tegningerne ligner virkeligheden så meget.

  • Det er mega sejt, at det er vores stue, som er med i bogen, siger hun til Her På Øen.

Nissen boede allerede i huset, da familien flyttede ind

Familien flyttede til Mors i 2020. Da de første gang skulle se huset i Mollerup, blev de helt forelskede i det. Mette Bærbach Bas fortæller:

  • Huset var simpelthen så idyllisk og havde denne her lukkede gårdsplads med et lillebitte skur, der vendte op mod køkkenet. Det var til glaflasken. Skuret var så gennemført med teglsten og en fin dør med hasp. Jeg kan huske, at jeg kaldte Sif hen til mig og sagde: Prøv at se, jeg tror der bor en nisse derinde.

Og det var datteren heller ikke i tvivl om, at der gjorde, så næste gang havde familien en skål risengrød med til nissen, og siden da har Rumlebum været en del af familiens liv.

Nissen er jaloux på hundehvalpen

Det er 10-årige Sif, der har fundet på historierne om nissen, og hendes mor har skrevet dem ned og hjulpet med at samle det hele i en fortløbende historie. Da da skrev historierne, havde familien næsten lige fået en hundehvalp, og den skrev de ind i historien.

Mette Bærbach Bas fortæller, at hun og datteren har arbejdet med en spændingskurve, hvor der først er idyl, og så kommer der en hundehvalp i familien og stjæler al opmærksomheden. Nissen bliver jaloux og prøver at sabotere det hele.

Rumlebum bliver mere og mere sur over, at familiens nye hundehvalp løber med al opmærksomheden. Nu ændrer drillerierne karakter og bliver mere og mere ondskabsfulde. Rumlebum forsøger først at gøre hunden upopulær ved at smøre leverpostej på farens støvler, så hunden gnaver dem i stykker. Da det ikke virker, må der stærkere løjer til, og på et tidspunkt er selve julen i fare, da nissen i ren arrigskab tryller al julepynten væk. Til sidst bliver der stor drama, hvor nissen redder hunden fra nogle løbske heste, og nissen og hunden ender med at blive bedste venner.

Tilflytterne fik hjælp af de lokale

Da familien Bas flyttede til Mors, var landet lukket ned på grund af coronapandemien. Det var derfor svært at møde lokalbefolkningen.

  • Der manglede jo de anledninger, hvor man mødes og får noget at snakke med hinanden om, så man får skabt relationer og et tilhørsforhold til lokalområdet. Men da vi udgav historien på Facebook, fik vi noget at snakke med de andre om, fortæller Mette Bærbach Bas til Her På Øen.

Historierne blev skrevet dag for dag i december, og ofte var børnenes kammerater med til at digte. Da nissen skulle finde en måde at forhindre den nye hund i at komme, foreslog Sifs veninder, at han kunne skrive en dårlig anmeldelse af hundeopdrætteren på Trustpilot.

  • Det kom der meget sjov ud af, og jeg ville aldrig selv have fået den ide, siger Mette Bærbach Bas.

Også naboerne fulgte med på Facebook, selvom de endnu ikke havde mødt familien. Da nissen i et afsnit skriver julekort til en skovnisse, skrev en nabo fra Plantagen, at de faktisk har et nissehus, hvor der bor en skovnisse, og hvis Rumlebum havde lyst til at komme på besøg, ville hun gerne vise rundt.

På den måde har bogprojektet været med til at få familien til at falde til her på øen.

Det lokale

Bogen er centreret omkring det lokale. Handlingen tager sit udgangspunkt i det lille hus i Mollerup, og afsnittene foregår i Nykøbing, Outrup Kirke, Sindbjerg Plantage og Frøslev, hvor Morsø Garden spiller til Lucia-optog.

  • Børnene på Mors er jo vant til at læse om ting, der foregår i København. Jeg kan godt lide tanken om, at nu kan børnene i storbyerne læse noget, der foregår på Mors, siger Mette Bærbach Bas.

For hende er det vigtigt, at børnene her på øen kan spejle sig i fortællingen. Måske kan det endda få nogen af dem til at tænke, at selvom man kun er 10 år gammel, så kan man sagtens få sjove ting til at ske.

Sikkert er det i hvert fald, at Sif Bas i en alder af bare 10 år har fået en masse til at ske, og at hendes bog kan købes i boghandlen i Nykøbing.

Private fotos til Her På Øen.

Herunder ses Sif Bas sammen med sin mor Mette og lillesøster Solvej.