Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Fra hobby til levevej.

Sådan har virkeligheden formet sig for Mogens Nikolajsen, der nu fejrer 25-års jubilæum med Morsø Dyrehandel på Nørrebro i Nykøbing.

Der blev holdt åbent hus i slutningen af december med et pænt fremmøde af gratulanter, og den præcise dato for jubilæet var 1. januar.

Nytårsdag i 2001 fik Mogens Nikolajsen sit momsnummer.

 

  • Det startede som en hobby. Jeg har altid interesseret mig for akvariefisk og havedamsfisk. Jeg opdrættede fisk som hobby, og på et tidspunkt tænkte jeg, at nu måtte det briste eller bære, og jeg startede forretningen, fortæller Mogens Nikolajsen til Her På Øen.

 

De 25 år har vist, at det ikke bristede, og at idéen om en dyrehandel var holdbar.

 

I starten hed forretningen på Nørrebro Morsø Hobbyfisk, fordi det til at begynde med næsten kun handlede om fisk.

Den lille Mogens Nikolajsen var arbejdsdreng i Jesperhus, og var meget betaget af fiskene i de store akvarier.

 

Med tiden udvidedes sortimentet, og i dag er Morsø Dyrehandel en butik, hvor man finder al tilbehør og udstyr til hunde, katte, fisk, gnavere og krybdyr. Og foder.

 

Dyr findes der ikke mange af i butikken på Nørrebro.

Mogens Nikolajsen fortæller til Her På Øen, at de allerfleste i dag køber kæledyr over Internettet.

Det er Den Blå Avis og Gul og Gratis, der blandt andet bruges.

Dermed er det fortrinsvis private, der sælger af deres egne fugle eller kaniner.

Den udvikling har Mogens Nikolajsen ikke tænkt sig at gribe ind i.

I stedet indretter han sig, så kæledyrsejere i hans butik kan købe alt det, deres firbenede, bevingede, svømmende eller skællede venner har brug for.

Rådgivning er han også altid klar med.

 

Der findes i Morsø Dyrehandel på Nørrebro dog alligevel nogen at dem, det hele handler om.

Mogens Nikolajsen har akvariefisk i massevis, han har havedamsfisk og hamstere. Og så er der skildpadder, slanger og to dværgkaimaner. Sidstnævnte er krokodiller.

 

Hobbyen blev til levevej for Mogens Nikolajsen, og det har han med egne ord ikke fortrudt et sekund, selvom han overfor redaktionen tilføjer, at der er en forskel:

  • Det er lidt ligesom at sælge motorcykler. Det er ikke det samme som selv at køre på en motorcykel.

 

Arkivfoto: Her På Øen.

 

 

 

Herunder: Privatfoto.