Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Dagens hovedperson i medierne i dag er uden tvivl kromanden på Sallingsund Færgekro, Jens-Peter Skov, som af tidligere ansatte i Ekstra Bladet beskyldes for seksuelt krænkende adfærd og et voldsomt temperament.

Her På Øen har talt med kromanden.

32 år på Sallingsund Færgekro uden nogen klager fra ansatte om tilnærmelser og krænkende adfærd

Han har været kromand på Sallingsund Færgekro i 32 år, og han siger til Her På Øen, at der aldrig nogensinde er nogen af hans ansatte, der har antydet overfor ham, at hans adfærd er blevet opfattet som upassende.

  • Jeg kan slet ikke forstå, at nogen har følt det sådan. Vi har haft en fri og en kammeratlig tone. Jeg har da sommetider givet én et rap bagi med et sammenrullet viskestykke. Jeg kigger også sommetider nogen over skulderen, fordi jeg jo lærer mine elever at lave mad. Men jeg har aldrig med fortsæt stået helt tæt op af nogen, og jeg har virkelig aldrig bidt nogen i skulderen eller andre steder. Føler nogen, at jeg har stået for tæt på dem, og på anden måde opført mig upassende, så beklager jeg virkelig.

Han tilføjer, at tempoet i et køkken er højt, og at det som restauratør er hans navn, der står på spil, hvis maden ikke er god nok.

  • Derfor kan det da godt være, at jeg sommetider har været skarp i tonen, siger Jens-Peter Skov.

Ingen tiltale 

Hvad angår de tidligere ansatte, der i Ekstra Bladet står frem med beskyldninger om seksuelle krænkelser, siger Jens-Peter Skov, at der er tale om ansatte, som opsagde deres stilling på Sallingsund Færgekro i september/november måned.

Det skete i kølvandet på historien om en episode på et toilet på Rutebilstationen i Nykøbing.

En sag, som Midt og Vestjyllands Politi nu to gange har vurderet, ikke kan føre til nogen tiltale, fordi der ikke er beviser for, at der ikke var tale om et frivilligt forhold.

Om den sag siger Jens-Peter Skov i dag til Her På Øen, at den person, han mødtes med på rutebilstationen, oplyste sin alder som værende 20. Det troede Jens-Peter Skov dog ikke på, men skød på 18 år. 18 år er nemlig et adgangskrav for at være på den sociale platform, hvor de to havde fået skriftlig kontakt.

Senere viste det sig, at drengen kun var 14 år, men det vidste kromanden ikke i situationen.

En situation, som han åbent erklærer overfor Her På Øen, indebar seksuel aktivitet på toilettet på Rutebilstationen i Nykøbing.

HØR INTERVIEW.

Jens-Peter Skov er meget ked af hele situationen, som han ikke aner, hvad vil få af betydning for hverken ham selv eller Sallingsund Færgekro.

Han understreger, at han ikke har gjort noget ulovligt, hvilket han mener, offentligheden burde indse, når politiet ikke rejser tiltale.

Her På Øen gør opmærksom på, at redaktionen selvfølgelig også gerne vil tale med den anden part i sagen fra rutebilstationen i Nykøbing, hvis vedkommende er interesseret i det. Der kan blot sendes en mail, skrives en sms eller foretages et opkald til Her På Øen for en aftale.

Arkivfoto af dommerpanelet ved en gullaschdyst her på øen i 2018: Dorit Glintborg.