Commedia School arbejdede hele weekenden på Limfjordsteatret, og optrådte mandag for to af Nykøbings plejecentre

Ni elever fra rundt omkring i verden, som går på den internationale Commedia School på Amager, skabte mandag formiddag smil og latter på to af byens plejecentre. Både på Fjordglimt og Rostruplund var der lavet udendørs scene, og beboere og personale rykkede ud til en halv times fornøjelig klovneforestilling under blå himmel.

Eleverne kommer fra Italien, Spanien, Egypten, Tyskland, Sverige, Columbia, mens kun en enkelt af dagens optrædende er fuldblodsdansker. De har tilbragt hele weekenden på Mors, primært på Limfjordsteatret, hvor de har arbejdet intenst sammen med talenteleverne fra Limfjordteatrets Akademi for Scenekunst.

Ruth Leche, der er underviser og en del af ledelsen på Commedia School, fortæller i en pressemeddelelse fra Limfjordsteatret til Her På Øen, at skolen har haft elever fra mere end 40 nationer. Den blev oprindeligt grundlagt af amerikanske Ole Brekke i 1978 i Stockholm, men flyttede i 1983 til Danmark, fordi det danske medlemskab af EU gjorde det lettere for eleverne at få visum. Men med de seneste års stramninger på området er det pludselig blevet svært at drive skolen i Danmark.

– Vi har store problemer med at få visum til elever udenfor EU til trods for, at de selv betaler for deres uddannelse, og efter to års ophold rejser hjem igen. Vi har ansøgere fra Canada, Oregon, Indien og Columbia, som lige nu ikke kan komme til Danmark, fortæller hun.

Selv om der kun er én dansker blandt dagens ni klovneelever er der mange i den danske teaterverden, der har rødder på Commedia School. Ungdomsteatertruppen Mish Mash for eksempel – og Kristiján Ingimarsson, som ofte har gæstet Limfjordsteatret med sine forestillinger.

Ruth Lerche er gæsteundervisning på Limfjordsteatrets talentuddannelse – og skal desuden undervise på dette års sommerskole for børn den første uge i skolernes sommerferie.

Fotos fra Limfjordsteatret til Her På Øen-