Af Dorit N. Glintborg
Hos mange borgere i en del af Nykøbing er der i øjeblikket ingen vand i hanerne.
Morsø Forsyning har lukket for vandet i tidsrummet fra 10.30 til 14.00, for at finde en lækage.
Det berørte område er groft sagt det, der af mange kaldes for ”pip-kvarteret” eller ”fuglekvarteret” i Nykøbing, og driftsansvarlig for vand hos Morsø Forsyning, Villy Kristensen fortæller til Her På Øen, at man leder på højtryk efter lækagen.
- Vi lukker for vandet skiftevis i forskellige områder for at lede efter lækagen i Nykøbing, oplyser han.
Morsø Forsyning opdagede, at der var en lækage – altså en utæthed – fordi der blev sendt mere vand ud, end der blev solgt.
Dette spild har ingen glæde af, hverken borgerne eller Morsø Forsyning, så lækagen skal findes.
Det er dog lettere sagt end gjort, og Morsø Forsyning arbejder visse steder også om natten for at finde fejlen.
- Er det et område med for eksempel plejehjem, vælger vi at lukke for vandet om natten for at genere mindst muligt, fortæller Villy Kristensen.
Morsø Forsyning forsøger blandt andet at finde lækagen ved at lytte til stophanerne, og ved at undersøge de rør, der er ældst.
Skulle nogen observere noget mistænkeligt vedrørende vandet på ens ejendom, må man meget gerne kontakte Morsø Vand/Morsø Forsyning på telefon 82 13 04 04.
Arkivfoto: Her På Øen.
Hej
Det vil være fint med at forbedre den lokale information, således, at beboerne med angivelse af vejnavn får besked eller i det mindste kan se, at vandforsyningen lukkes for en periode.
I nat blev vandet på Lundkjærvej lukket ved sengetid, og ved et opslag på Forsyningens hjemmeside og Facebook var der ikke angivet fakta om lukning.
Det gør, at beboerne naturligt føler usikkerhed ikke bare på egen forsyning, men også det forhold, om Forsyningen egentlig selv er klar over forholdet i forholdt til at sætte ind.
Det betød, at vi kontaktede vagten ved 03 tiden for at høre nærmere. Her gav vagten udtryk for at man ville have sendt sms til brugerne, hvor jeg kunne oplyse, at vi ikke havde modtaget besked, hvorefter vi fik en beklagelse.
Det er på den baggrund jeg kan angive, at I mere struktureret oplyser forbrugerne om de stedvise lukninger.
Vandet kom igen kl. 05.30 og er stadig beskidt af mangan og jern på grund sf trykforandringer.
Hvis ikke Forsyningen har en procedure for kommunikation ved aflukning, så vil det være på sin plads.