Af Dorit Glintborg
Hurup Kirke har haft indbrud, og i den forbindelse er kirkens massive hoveddør ødelagt.
Indbruddet skete mellem søndag og mandag, oplyser politikommissær Jørgen Jensen til Her På Øen.
- Efter at indgangsdøren er brudt op, har man brudt en dør ind til dåbsværelset op. Her er alt gennemrodet, og man har fået fat i en pengeboks. Den er dog efterfølgende smidt udenfor, fortæller Politiet.
Der er med andre ord mere tale om ødelæggelse og vandalisme end om reelt tyveri, for gerningsmanden har intet fået med sig derfra.
Til gengæld har den ødelagte hoveddør til kirken en værdi af 150.000 kroner.
I øvrigt er der ved Hurup Kirke efterladt en trailer, der – også mellem søndag og mandag – er stjålet fra en privat adresse på Kirkevej i Hurup.











































