Af Dorit N. Glintborg
Fire varebiler i Nykøbing er blevet brudt op natten til i går, og politiet har mistanke om, at de fire tilfælde hænger sammen med lignende indbrud andre steder i landet.
Politikommissær Niels Kristensen oplyser til Her På Øen, at de første tre indbrud blev begået kl. 01.20 på Soltoften i Nykøbing, hvor et firmas tre varebiler er brudt op.
Gerningsmanden har skåret op ved skydedøren, og knust en rude.
En halv time efter, samme nat, var der indbrud i en varebil på Aabro Fald i Nykøbing.
Her blev der kl. 01.50 knust en rude i en firmavarebil.
Begge steder er der videoovervågning. Derfor kender man tidspunkterne så nøjagtigt. Fra alle fire varebiler er der stjålet forskelligt værktøj, som endnu ikke er opgjort i samlet værdi.
Det er politiets håb, at videoovervågningsoptagelserne vil kunne give brugbare spor.
Pressefoto: Rigspolitiet.