Af Dorit Glintborg
I morgen spiller musikken igen.
Instrumenterne er smurt, uniformerne er strøget og sko og støvler pudset. De danske garderkorps er klar til at fejre genåbningen af Danmark og det danske kulturliv.
På Landsgardeforeningens opfordring vil de danske gardister den 29. maj, altså i morgen igen trække i uniformerne og underholde danskerne i deres respektive byer. Gaderne skal fyldes med musik, fest og farver. I løbet af dagen vil danske garderkorps spille i gågader, centre, parker og veje i det meste af Danmark, og her på øen kan Morsø Garden opleves i og omkring centrum af Nykøbing Mors hele formiddagen.
- Vi spiller på Kærvang Midtbyen, Støberigården samt Fjordglimt – i nævnte rækkefølge. Vi vil marchere mellem plejecentrene – og kommer også en tur gennem gågaden, fortæller Diana Brund Christensen til Her På Øen.
Hun fortæller, at de lokale gardister glæder sig utrolig meget til igen at komme ud at spille i morgen.
Håbet er, at mange vil nyde musikken på de udvalget lokaliteter.
Repertoiret bliver alt lige fra populære popsange til danske sangskatte.
Hvert plejehjem vil have fornøjelse af omkring 20 minutters underholdning med Morsø Garden.
Arkivfoto: Dorit Glintborg.