Af Dorit N. Glintborg
Hylderne tømmes langsomt, men sikkert hos Dige Lavpris i Øster Assels.
For mange kunder i disse dage slår en indkøbsvogn ikke til.
Udenfor den legendariske forretning holder flere trailere klar til at blive læsset.
Ud bæres, slæbes og trilles paller med maling, højttalere, køkkenmaskiner, værktøj, tøj, havekrukker og diverse pynteting.
Alt skal væk.
Anja Dige, der er datter af købmand Niels Dige fortæller til Her På Øen, at varelageret formentlig vil være 85 procent tømt efter mandag og tirsdag i denne uge – altså i går og i dag.
Her har de kunder, der har fået hammerslag på to store online-auktioner, mulighed for at hente deres varer.
Indenfor på Asselsvej nummer 184 er der stor aktivitet, selvom Dige Lavpris som sådan ér lukket.
Folk fra auktionshuset DAB gelejder folk hen til de hylder, hvor de købte varer befinder sig, og rundt omkring ledes der efter tomme papkasser til at bære ting i.
Og ting er der mange af.
Rengøringsmidler, campingudstyr, julepynt, bilradioer, isterningemaskiner, gummisko og kassettebånd, for bare at nævne lidt flere.
Grace og Niels Dige har drevet Dige Lavpris i 52 år, indtil de sidste år gik på pension.
Den historiske købmandsbutik her på øen har over 100 års historie.
I 1952 blev bygningen genopført efter en brand, og i 1970 overtog Grace Dige sammen med sin mand forretningen efter sin far, den tidligere ejer Frode Jantzen. Samtidig udvidede de fra 70 til 1000 kvadratmeter.
I 1985 købte Grace og Niels Dige bygningerne og skabte Dige Lavpris, der igennem årene har vokset sig større og større, både hvad angår kvadratmeter og vareudbud.
Dige har altid haft ord for at have alting på lager.
”Kan vi ikke finde det andre steder, så har Dige det”, har mangt en morsingbo sagt i årenes løb.
Den sætning har Anja Dige også hørt mange gange.
Nu hjælper hun sine forældre med at få det store varelager tømt, hvorefter bygningerne fortsat vil være til salg.
- Det er ærgerligt og vemodigt, at vi ikke har kunnet finde en køber til at overtage både bygning og varelager, for det har hele tiden været mine forældres ønske, siger Anja Dige.
Hun tror, at den større og større brug af nethandel er medvirkende årsag til, at ingen køber har meldt sig til at overtage i Øster Assels.
Om ikke andet er det meste af varelageret nu snart ude af bygningen.
Anja Dige kan heldigvis fortælle Her På Øen, at hendes forældre har det godt.
Man kan vel også sige, at de efter 52 år i Dige Lavpris har gjort sig fortjent til at slappe lidt af.
Skiltet på døren på fotografiet herunder møder kunder på vej ud fra Dige Lavpris, og netop nu kan de søde ord godt ramme lige i hjertet.
Foto: Her På Øen.














































