Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Der var hjemmebagte lækkerier, hjemmedrejede træfigurer, hæklede julehjerter, strikkede strømper, potteplanteaflæggere – og meget, meget mere, da DUI Leg og Virke denne weekend afholdt sit gammeldags julemarked i Bankohallen i Nykøbing.

35 hobbyfolk havde hver deres stand i hallen, hvorfra der blev gjort ihærdige forsøg på at sælge til de fremmødte gæster.

Det er to år siden, der har været julemarked i Bankohallen, da DUI måtte aflyse i både 2020 og 2021 på grund af Corona.

De to års pause sammenholdt med den nuværende økonomiske afmatning overalt satte sit præg på såvel antallet af gæster som salgsaktiviteten i Bankohallen, som dog alligevel summede af liv og hygge både lørdag og søndag.

DUI havde vanen tro en tombola med flotte gevinster, sponseret af lokale, og ved tombolaen var der kø både lørdag og søndag.

Derudover solgte DUI kaffe og hjemmebagt kringle – og æbleskiver og pølser – så ingen skulle gå sultne omkring i hallen, når de mange boders forskellige varer skulle studeres.

Flere af de hobbyfolk, der har været med på markedet før, erkendte overfor Her På Øen, at der i år nok blev kigget mere, end der blev købt.

Fra DUI Nykøbing lød det også, at en afmatning i år var både ventet og forståelig, den økonomiske situation i samfundet taget i betragtning.

Men hyggeligt var det, og både købt og solgt blev der også.

Der er gammeldags julemarked i Bankohallen i Nykøbing igen næste år i weekenden den 2. og 3. december.

Her ses et par stemningsbilleder fra weekenden.