Af Dorit Glintborg
Det er godt en måned siden, Her På Øen fra politiets døgnrapport fortalte om en vejvagt ved Morsø Kommune, der kom galt afsted med sin finger.
Men selvom der er gået mange uger, og et uheld med en finger måske ikke umiddelbart lyder af så meget, så er den 54-årige morsingbo stadig sygemeldt.
Uheldet skete, da der skulle lægges dæksel på en brønd. Idet dækslet blev skubbet på plads, kom tommelfingeren på venstre hånd i klemme, og politiet kunne fortælle, at selve blommen på tommelfingeren blev klemt af.
Hans Jørgen Iversen i Fredsø, som den uheldige mand hedder, fortæller i dag til Her På Øen, at det trods alt går fremad med fingeren, men at den oprindelige plan fra lægerne ikke lykkedes.
- Deres plan var at tage huden fra den afklippede stump, og sætte fast på tommelfingeren. Men fordi jeg ventede i næsten ni timer, var det ikke muligt at bruge vævet fra stumpen, så i stedet skar man de knuste rester af tommelfingeren, og trak huden op over, fortæller han.
Hans Jørgen Iversen håber, at han snart kan komme tilbage på sit arbejde som specialarbejder ved Morsø Kommunes vejafdeling, men indtil videre er han stadig sygemeldt.
Han må ikke begynde at arbejde, før huden på den skadede tommelfinger er helet.
Når man har en skadet tommelfinger på venstre hånd opdager man i sandhed, hvor meget, man egentlig bruger fingrene til hver dag.
Det var også med den tanke, at Hans Jørgen Iversen takkede nej til en amputation i selve leddet, men foretrak at nøjes med at få fjernet den skadede rest af tommeltotten.
På billedet her inde i teksten ser man, hvordan fingeren så ud kort efter uheldet.
På forsidebilledet ses fingeren i dag.
Billeder fra Hans Jørgen Iversen til Her På Øen.












































