Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Fotos: DG-arkiv og privat.

Det er otte år siden, vi her på øen var ved at revne af stolthed over en 12årig dreng, der lige pludselig føltes som et familiemedlem for mange af os.

Vi var på fornavn med ham, og vi heppede og stemte på ham.

Og vi hujede og jublede, da han så gik hen og vandt Børnenes Melodi Grand Prix i 2013.

Kristian Dahlgaard Mikkelsen var dengang 12 år, gik i sjette klasse i Nykøbing, og han vandt MGP med sangen ”Min Første Autograf”.

 

Otte år er ganske mange i et så ungt liv, så Her På Øen har i denne udgave af ”Hvor blev de af…?” tjekket op på, hvor Kristian Dahlgaard Mikkelsen befinder sig i tilværelsen i dag.

Den unge nevø og de to musikalske onkler

MGP 2013 var trettende musikarrangement, som blev afholdt 2. februar 2013 i Jyske Bank Boxen i Herning

Den unge morsingbo besøgte dengang de lokale medier her på øen, og i overtegnedes nyhedsstudie sang han for lytterne, så ikke et øje var tørt.

Kristian Dahlgaard Mikkelsen har to ganske kendte onkler på Mors, nemlig brødrene Michael og Jens Dahlgaard, som også gør sig ud i musikken.

De to var en stor støtte for deres unge nevø, som også havde dem med sig rundt til interviews mange steder.

Stjernehyldest i Nykøbing

Dagen efter sejren blev Kristian Dahlgaard Mikkelsen hyldet som en superstjerne på balkonen på det gamle rådhus i Nykøbing.

Hele rådhuspladsen i Nykøbing var stuvende fuldt af mennesker, der ville lykønske og fejre den unge MGP-stjerne.

Og det var en stor overraskelse for hovedpersonen selv.

  • Det vidste jeg slet ikke noget om, og det var en stor overraskelse at se de mange mennesker. Det var meget overvældende, fortæller den i dag 21årige Kristian Dahlgaard Mikkelsen til Her På Øen.

Da sejren kom i hus, gik Kristian i 9. klasse.

Han gik ud af folkeskolen efter 9. klasse, og startede på gymnasiet.

Efter et halvt år stod det ham dog klart, at gymnasiet ikke lige var ham.

  • Jeg er mere håndværkertypen. Jeg skulle lave noget med mine hænder. Jeg er jo vokset op på en gård, og er vant til at lave praktiske ting, fortæller Kristian Dahlgaard Mikkelsen, der dengang i 2013 da også flere steder i medierne blev kaldt for ”Den syngende landmand”.

 

Den 28. maj blev han udlært landbrugsmaskinmekaniker, så nu har han papir på, hvad han har fordrevet nogle af de mellemliggende år med.

Kristian Dahlgaard Mikkelsen begyndte på landbrugsmaskine-mekanikeruddannelsen i Års i 2017. Års er det eneste sted i Danmark, der tilbyder uddannelsen. Grundforløbet kunne den unge morsingbo dog tage i Thisted.

Han arbejder i dag hos Semler Agro i Redsted her på øen, og når han den 1. august i år er udlært her, fordi lærlingekontrakten udløber, og han dermed kan kalde sig for svend, fortsætter han med at arbejde på Gammel Møllevej.

  • Jeg er rigtig glad for at arbejde hos Semler Agro. Jeg er glad for selve arbejdet, og der er nogle rigtig gode kolleger, fortæller den nyuddannede Kristian Dahlgaard Mikkelsen til Her På Øen.

 

Fremtidsplanen er at dygtiggøre sig yderligere indenfor landbrugsmaskinemekanikerområdet, og på sigt måske også videreuddanne sig.

I hvert fald er den unge morsingbo sikker på at være havnet på rette hylde jobmæssigt.

Privat er han også allerede etableret med fast kæreste, som han lige er flyttet i lejlighed sammen med i Nykøbing.

  • Vi har kendt hinanden i halvandet år, og jeg synes, det er rart, også at være faldet til ro på dén måde, siger han til Her På Øen.

Hvad med musikken?

Om musikken stadig spiller derhjemme hos den tidligere MGP-vinder?

Både og.

Kristian mener nemlig, at dét med at spille musik er ligesom at køre på cykel; Kan man det, glemmer man det aldrig helt.

Men musikken er ikke umiddelbart en karrierevej for den unge morsingbo, som dog stadig har interesse i musik.

  • I svendegave har jeg faktisk lige fået et sæt med mundharmonika. Det er et projekt, jeg gerne vil prøve sammen med guitar. Jeg kan godt se mig selv som en spillemand på en stol med mundharmonika på stativ og med guitar. Men om det er for 60 eller for 1000 mennesker er ikke det væsentlige for mig, fastslår han.

Umiddelbart forestiller han sig en lokal musikkarriere i stil med sine musikalske onkler, Jens og Michael.

Som han selv udtrykker det: – Jeg er jo nok præget af min familie, og af mine onkler, der er meget nede på jorden.

  • Jeg har ingen ambitioner om at blive en stor stjerne. Den bid af berømtheden, jeg prøvede i 2013, var egentlig nok. Jeg siger ikke, det var dårligt. Det var helt fantastisk. Men det er ikke det, jeg vil de næste 30 år, understreger Kristian Dahlgaard Mikkelsen, nyudlært landbrugsmaskinemekaniker her på øen.