Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Engang var der forsamlingshus på grunden.

Vi er mange, der har danset til levende musik i Hvidbjerg Forsamlingshus, men bygningen eksisterer ikke længere.

I dag er grunden en tom grusbelagt plads, men det skal der laves om på.

Som led i byfornyelsesprojektet er Morsø Kommune klar til sammen med de lokale at sætte gang i etablering af et ”købmandstorv” på Næssundvej i Hvidbjerg.

Grunden ligger nemlig lige op ad Spar Hvidbjerg.

Fra Hvidbjerg & Omegns Beboerforening fortæller formand Uffe Korsgaard, at frivillige nu gerne må melde sig med gode idéer til projektet.

  • Morsø Kommune har meldt ud, at de er klar til at gå i dialog med en arbejdsgruppe, der kan komme med gode idéer til udformning og indretning af ”Købmandstorvet”, fortæller Uffe Korsgaard.

Han vil ikke selv komme med et bud på, hvordan torvet kunne se ud.

Men han vil understrege, at folk ikke skal holde sig tilbage med at melde sig til arbejdsgruppen. Der bliver ikke tale om noget hårdt arbejde.

  • Man skal deltage i et par møder, og så ellers komme med gode idéer, siger Uffe Korsgaard.

Indtil videre består den lokale arbejdsgruppe af en god håndfuld borgere.

Foto fundet på www.danskeforsamlingshuse.dk