Søndag d. 27. oktober blev urene igen stillet til vintertid, hvilket for mange dyreejere betyder, at lufteturene nu foregår i mørke. Dagene bliver mørkere, og generelt bliver det sværere at se hinanden i trafikken. Udover at du selv skal være synlig, er det ifølge Dyrenes Beskyttelse også vigtigt, at dit kæledyr har reflekser eller lys på, når I bevæger jer ud.
– Det er vigtigt at sørge for reflekser eller lys på sine dyr, når man går tur med dem i skumring eller dæmring og efter mørkets frembrud. Udover at hunde skal have reflekser på, er det også vigtigt at huske heste, hvis man rider langs vej. Det kan være reflekshalsbånd, reflekssnor, eller en lygte, siger Yvonne Johansen, dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Opfordringen gælder ikke kun hunde og heste men alle dyr, som bliver luftet i trafikken. Dyr er fysisk meget tættere på jorden, end mennesker er, og de er derfor svære at se for en bilist. Derfor råder Dyrenes Beskyttelse til både at have refleks eller lys på snoren og på dyret selv.

 

Billedet ved historien er fra Dyrenes Beskyttelse.