Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

I relation til et bragt læserbrev i dag, hvor afsenderen udadtil fremstår som anonym, opridser Her På Øen redaktionens retningslinjer på området.

 

En læser har gjort redaktionen opmærksom på, at Her På Øen 1. oktober i en notits har skrevet, at anonyme kommentarer ikke medtages.

Denne læser mener, at der er en dobbeltmoral, i og med at Her På Øen i dag bringer et læserbrev med anonym afsender.

 

Her På Øen kan berolige med, at der er tale om to meget forskellige situationer.

 

Under hver artikel og hvert læserbrev på www.herpaaoeen.dk har læserne mulighed for at skrive en bemærkning.

Kommentarerne offentliggøres ikke automatisk.

De publiceres først, når redaktionen trykker på OK.

 

I dette forum kræver redaktionen, at skribenten fremgår med navns nævnelse.

Det skyldes, at det er for nemt at gemme sig bag fantasifulde mail-adresser, og dermed eventuelt skyde med skarpt uden at stå til ansvar for sine ord.

 

Når skribenten af et læserbrev udadtil ønsker at være anonym, er det en ganske anden situation.

I tilfælde af, at Her På Øen modtog et læserbrev uden afsender og med skjult mailadresse, og et ønske om at få læserbrevet publiceret, ville det blive et klart nej.

 

Som det tydeligt står skrevet over dagens aktuelle læserbrev, er afsenderens navn redaktionen bekendt.

Derfor kan Her På Øen vælge at offentliggøre et anonymt læserbrev. Fordi det kun er anonymt udadtil, ikke for redaktionen, som dermed står inde for, at der er en reel afsender.

 

Desuden er et læserbrev, indsendt til redaktionen, ikke at sidestille med en kommentar, skrevet under en bragt artikel.

Modelfoto. Her På Øen.