Af Dorit N. Glintborg
Frimurerlogen Fiat Lux i Nykøbing har sammen med logen i Skive doneret 75.000 kroner til Hospice Limfjord i Skive.
Det var ordførende mester (formand) for frimurerlogen i Nykøbing, Henrik Markmøller Bro, der havde glæden af at overrække donationen til Hospice Limfjord i Skive.
Han fortæller til Her På Øen, at donationerne kommer fra Den Danske Frimurerorden, og han fortæller også, at det var en meget stor oplevelse at få lov til at være med til overrækkelsen.
- Det var inspirerende og tankevækkende at få et indblik i det store og betydningsfulde arbejde, der hver dag udføres på et hospice, siger Henrik Markmøller Bro.
Herunder gengiver Her På Øen Henrik Markmøller Bros tale i forbindelse med overrækkelsen.
“Kære Hospice Limfjord – kære Heidi Møller.
Kære patienter, pårørende, medarbejdere, ledelse og ikke mindst – kære frivillige.
Et hospice er et sted fyldt med livskvalitet, omsorg, pleje, værdighed, respekt, barmhjertighed og næstekærlighed.
At løse den opgave, som I påtager jer, kan altid udvikles og styrkes –
men det kræver ofte økonomiske midler, hvis forbedringer i plejen skal kunne gennemføres.
Den daglige drift rummer ikke altid de ekstra ressourcer, der skal til for at opfylde ønskede behov.
Vi står her i dag som repræsentanter for Den Danske Frimurerordens Velfærdsdirektorium –
jeg i min egenskab af Ordførende Mester for logen Fiat Lux i Nykøbing,
John som Ordførende Mester for logen Cirklen i Skive,
og Kresten Skovfoged som officiel repræsentant for Den Danske Frimurerordens Hospicefond og samtidig regionsformand for Hospicefonden i Jylland under Provinsiallogen i Aarhus.
Den Danske Frimurerorden støtter hospicerne i Danmark.
Samtlige af ordenens næsten 100 loger samler hvert år ind til hospiceformål i forbindelse med deres årlige stiftelsesdag.
Siden 2006 har ordenen støttet eksisterende hospicer i Danmark.
Loger, brødre og andre har gennem årene givet donationer til projekter over hele landet.
Støtten gives hovedsageligt til områder, hvor det offentlige ikke yder støtte til patienter, pårørende og plejepersonale.
I år uddeler Den Danske Frimurerorden i alt 566.000 kroner til hospicer i Danmark.
For mig som lokal repræsentant er det en kær opgave at være her i dag og overrække donationen til jer – til glæde og gavn for jeres patienters trivsel og velfærd under deres ophold her.
Vi håber, at det nye spabad kan løfte jeres pleje endnu et lille skridt videre og medvirke til at lindre patienternes smerter, så opholdet opleves endnu mere trygt, lindrende og værdigt.
Det er med stor glæde, at vi har imødekommet jeres ansøgning og ydet et tilskud til jeres nye spabad.
Vi ønsker jer megen glæde og gavn af det.
Hjertelig og broderlig tillykke.”
Privatfotos.
















































