“Nu har I fået vinger!”

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Morsø Gymnasium fredag sendte sin 82. årgang af studenter ud i verden. Med studenterhuer på hovederne, champagne i glassene og stolte familier på de forreste rækker blev en vigtig milepæl markeret for de 120 nyudklækkede studenter.

 

Det blev en festdag præget af både glæde, eftertænksomhed og store ord om fællesskab, ansvar og fremtid. Samtidig blev tidligere elev Rasmus Sinding Søndergaard hædret som årets æresstudent – en tradition, der efterhånden har fået en fast plads ved gymnasiets årlige dimission.

 

Rektor Ann Balleby lagde ikke skjul på, at studentereksamen er langt mere end et eksamensbevis. Hun mindede de unge om, hvordan de allerede havde mærket omverdenens begejstring, siden de fik huen på.

 

– Nu ved I, hvordan fremmede på gaden siger tillykke. Hvordan bilister dytter og vifter med Dannebrog, og hvordan man får lidt ekstra drikkepenge på jobbet. Når hele Danmark fejrer jer, er det fordi, det I har præsteret, er stort, smukt og vigtigt – både for jer selv og for hele samfundet, sagde hun.

 

Hun understregede samtidig, at samfundet i en tid med internationale spændinger har brug for mere end militært forsvar.

 

– Der er bud efter krudt og kugler. Men der er også bud efter veluddannede og ordentlige mennesker. Det har været vores mål at hjælpe jer i den retning.

 

Mors’ særlige styrke

Rektor trak flere tråde til Morsø Gymnasiums egen historie, der begyndte under vanskelige forhold under Besættelsen, og pegede på de værdier, hun mener kendetegner både skolen og øen.

 

Selvstændighed, frivillighed og mod er fortsat en del af gymnasiets DNA, lød det.

 

– Hvis tre morsingboer mødes, så stifter de en forening, sagde hun med et smil og fremhævede den stærke lokale foreningskultur.

 

Hun opfordrede de unge til at tage disse værdier med ud i verden.

 

– Den nye verdensorden kræver livsduelige mennesker. I skal udvikle jeres livsduelighed og bruge den.

 

En årgang med forskellige historier

Rektor lagde heller ikke skjul på, at vejen til studenterhuen ikke har været lige let for alle.

 

Hun fortalte, at nogle elever har kæmpet med langt mere end afleveringer og eksamenspres.

 

– Nogle af jer har været udsat for vold. Nogle er blevet smidt ud hjemmefra. Andre har kæmpet med psykisk sygdom. Vi har forsøgt at støtte jer hele vejen, og jeg beundrer jer, fordi I sidder her med jeres studenterhuer som symbol på jeres seje sjæle.

 

Hun kaldte de nybagte studenter både gymnasiets og øens stolthed og sluttede talen med en opfordring:

 

– Nu har I fået vinger. Flyv ud i verden. Brug dem. Men kom hjem til Mors igen.

 

Overrasket æresstudent

Et af dagens højdepunkter var udnævnelsen af Rasmus Sinding Søndergaard til årets æresstudent. Rasmus arbejder i dag som seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor hans forskning omhandler USA’s udenrigspolitik og transatlantiske relationer med særligt fokus på diplomati, demokrati og menneskerettigheder. Han har også blandt andet bidraget til undersøgelsen af den danske indsats i forbindelse med krigen i Afghanistan.

 

Den tidligere elev fra årgang 2004 fortalte, at hæderen kom som en stor overraskelse.

 

– Jeg havde virkelig ikke set det komme, sagde han.

 

Han beskrev sig selv som en ganske almindelig gymnasieelev, der var engageret i elevlivet med skoleblad, festudvalg og fodbold – men bestemt ikke som den elev, nogen ville have forudset skulle holde tale ved en dimission.

 

“Det er helt OK ikke at have en plan”

I sin tale gav han de nyudklækkede studenter en række råd med på vejen. Det vigtigste var måske, at de ikke skal føle sig pressede til allerede nu at kende deres fremtid.

 

– Det er helt OK ikke at have en plan. Jeg havde bestemt ikke forestillet mig, at jeg en dag skulle blive forsker. Bare vær nysgerrige. I skal nok finde jeres vej.

 

Han opfordrede også de unge til at rejse ud og opleve verden.

 

– Det behøver ikke være til den anden side af jorden. Det kan være Cairo eller Kalundborg. Som studerende eller bartender. Bare kom ud og mød mennesker, der tænker anderledes end jer. Det gør jer klogere.

 

Samtidig mindede han de unge om, at de ikke behøver klare alting alene.

 

– Husk at række ud efter hjælp. Ingen klarer det hele selv.

 

Dørene står åbne

Som tidligere morsingbo ønskede han især at gøre op med forestillingen om, at en opvækst på en mindre ø begrænser mulighederne.

 

– Lad være med at tro, at nogle døre er lukkede, bare fordi I kommer fra Mors. Det passer ikke. Måske kræver de et ekstra skub, men de skal nok åbne sig.

 

Han pegede på, at han gennem sit arbejdsliv har mødt mennesker fra små steder overalt – både på universiteter, ambassader og internationale arbejdspladser.

 

– Morsø Gymnasium er et fantastisk sted at starte. Vær stolte af det.

 

Tak for fællesskabet

Årets studenter tale blev holdt af elevrepræsentanten Liva Nørgaard Flintholm fra 3. DMN, som satte ord på de tre år, årgangen har delt.

 

Hun beskrev en lille årgang, hvor alle kendte alle, og hvor både drama, grin og fælles oplevelser har været med til at forme gymnasietiden.

 

Hun nævnte Prüt-festerne, studieturene, gallaen og de mange små øjeblikke mellem timerne som nogle af de minder, der vil leve videre.

 

– Vi er ikke de samme mennesker, som da vi begyndte. Vi er blevet udfordret, har lært af vores fejl og oplevet både op- og nedture.

 

Hun rettede også en stor tak til lærerne, skolens tekniske personale og rengøringsmedarbejderne for deres indsats gennem de tre år.

 

– Tak fordi I har støttet os, udfordret os og hjulpet os hele vejen.

 

Klar til studenterkørsel

Selvom der blev talt om ansvar, dannelse og fremtid, var der ingen tvivl om, hvad der ventede lige om hjørnet.

 

Både æresstudenten og studentertaleren sluttede med at sende de unge godt af sted mod studenterkørsel, sommer og nye eventyr.

 

Dimissionen sluttede traditionen tro med champagne, fælles fotografering og glade familier foran gymnasiet, hvor Erik Heides karakteristiske skulptur “Vinger” danner rammen om de første officielle studenterbilleder.

Tekst og foto til Her På Øen fra Morsø Gymnasium.