Elever fra Morsø Handelsgymnasium har udviklet et sårplaster baseret på tang – og det har nu sikret dem en sejr i den nationale finale i Blue Challenge. Nu går turen videre til den internationale finale den 13. maj, hvor de skal konkurrere mod unge fra hele verden.
Bag forretningsidéen står gruppen, Algicare, bestående af Jenni, Mikkel, Signe, Julie og Phillip fra 2.g. Deres idé tager udgangspunkt i tangalginat – en bæredygtig ressource fra havet – som kan fremme sårheling. Med løsningen kobler eleverne lokal natur og globale udfordringer inden for både sundhed og bæredygtighed. Sejren blev samtidig belønnet med en pengepræmie på 5.000 kroner.
-
Det bliver en stor oplevelse for os at konkurrere på internationalt niveau med deltagere fra hele verden. Det er stadig svært at forstå, at vores idé er nået så langt. Nu bliver det spændende at se, hvordan vi står i forhold til de andre hold, lyder det fra eleverne bag Algicare.
Euronext Blue Challenge er en international innovationskonkurrence inden for “Blue Economy”, hvor der udvikles løsninger på udfordringer relateret til vandforbrug, vandforvaltning og -beskyttelse samt bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer – netop det, som elevernes løsning med tang tager udgangspunkt i. Den internationale finale afholdes online via Zoom, hvor holdene bliver vurderet på deres indsendte materiale samt en live præsentation og efterfølgende besvarelse af spørgsmål fra et internationalt dommerpanel.
- Eleverne viser, hvordan man med udgangspunkt i lokale ressourcer kan arbejde innovativt med globale udfordringer. Det er både bæredygtigt og inspirerende – og vi er meget stolte af deres indsats, lyder det fra vicedirektør, Kenny Thomsen, fra Morsø Handelsgymnasium i en udtalelse til Her På Øen.
Sejren føjer sig til en række flotte resultater for elever fra Morsø Handelsgymnasium, som de seneste år har markeret sig stærkt i entreprenørskabskonkurrencer.
Nu venter den internationale finale, hvor Algicare skal præsentere deres idé for et globalt dommerpanel og konkurrere mod nogle af de bedste unge iværksættere fra hele verden.
Foto: Morsø Handelsgymnasium.











































