Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Den 8. april åbner Harald Nyborg nybygget butik i Nykøbing.

Som Her På Øen kunne oplyse for godt et år siden, har butikskæden købt 10.700 kvadratmeter i erhvervsområdet Aabro Fald lidt udenfor Nykøbing.

Her har byggeriet siden været i gang, og nu nærmer dagen sig, hvor den næsten 3000 kvadratmeter store butik kan åbne.

En butik i den størrelse har sædvanligvis en medarbejderstab i omegnen af ca. 10 faste medarbejdere og ca. 10 til 20 unge deltidsmedarbejdere.

Om Harald Nyborgs ønske om at etablere sig her på øen har borgmester Hans Ejner Bertelsen tidligere udtalt:

– Det er virkelig spændende og et udtryk for, at der er gode udviklings-, erhvervs- og vækstmuligheder på Mors, når en så stor og veletableret koncern kigger i vores retning.

 

God dialog og hurtig erhvervsservice

Harald Nyborg kontaktede Morsø Kommune en fredag og allerede tirsdagen efter, mødtes parterne og fik afklaret detaljer og lavet grundlaget for en købsaftale.

– Vi har haft en god dialog med Harald Nyborg, som gav udtryk for, at kommunen var meget imødekommende, og at placeringen i erhvervsområdet Aabro Fald passer godt ind i deres langsigtede planer, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

 

Harald Nyborgs nye butik åbner på den ligeså nye vej i Nykøbing – Vester Fald.