Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

I dag har Leif Bodilsen og hans hjælpere taget handicaprampen ved Glyngøre Strandrast op for vinter.

Men hvad der skulle have været en simpel opgave, blev i stedet en træls oplevelse på grund af nyligt begået hærværk. Her ses en af de nedkørte brædder:

Privatfoto

Her På Øen fortalte i sommer om den i lokalområdet meget populære handicaprampe, som lokale Leif Bodilsen byggede, så alle har adgang til vandet.

Den 14,6 meter lange rampe har fået flere skader i løbet af weekenden.

Derfor måtte Leif Bodilsen i dag reparere flere af brædderne, før rampen kunne lægges i vinterhi.

  • Nogen er tydeligvis kørt helt ned i strandkanten i bil. Her er de så kommet til at sidde fast, og for at komme fri, har de taget nogle af brædderne til at lægge ved hjulene, fortæller Leif Bodilsen, der ligesom resten af Glyngøre ærgrer sig over ødelæggelserne.

For ødelæggelser er der tale om.

Brædderne fra rampen har ikke kunnet tåle at blive brugt til at køre en bil fri af sandet, så mange af dem er knækket.

  • Det er mig en gåde, at nogen finder på at køre helt ned til strandkanten i bil. Enhver må da vide, at det ikke går, undrer Leif Bodilsen sig overfor Her På Øen.

Rampen er bygget af Leif Bodilsen og sat op af ham og andre frivillige for at give kørestolsbrugere mulighed for at komme helt ned til vandet i Glyngøre.

I Glyngøre er man ked af, at nogen har ødelagt den fine rampe.

Leif Bodilsen har i dag hentet nye brædder i tømmerhandlen og har repareret rampen, som dog nu er lagt i vinterhi.

Rampen er stor og tung, så den opbevares for vinteren på stranden.

Der skal fire til seks mand til at bære hver ponton, og derfor er man ikke nervøs for, at broen ikke kan få lov at ligge i fred til næste sommer.

De lette ramper er lagt nederst, så de er sikret mod storm – og eventuelle tyve.

På billedet nedenfor ses rampen kort efter sin indvielse i sommer.