De verdensberømte og for os lokale Hama-perler fejrer i år 50-års jubilæum.

Den 29. september er det 50 år siden, den første perle forlod fabrikken i Nykøbing, og siden har millioner af børn hele verden over leget kreativt med Hama-perlerne.

Lene Haaning er direktør i virksomheden Malte Haaning Plastic A/S, og hun fortæller til Her På Øen, at der er sket meget på de 50 år.

  • Hama-perler bliver udviklet, produceret, pakket og sendt her i Nykøbing Mors. Sådan har det været i 50 år, og sådan er det stadig. Vi er meget stolte over, at Malte Haaning Plastic A/S i dag er markedsleder, selvom der gennem årene er kommet mange andre producenter af perler til rundt omkring i verden.

 

Har overlevet 50 års teknologisk udvikling

Hama giver børn allerede fra treårs-alderen en kreativ udfordring. Med Hama-perler lærer børn at genkende farver, gribe små genstande, skelne former fra hinanden og få en fornemmelse af mængder.

Det er egenskaber, som er lige så vigtige i dag som for 50 år siden. Forskellen er, at legetøj og især teknologi langt fra er den samme i dag som dengang, og at tablets, mobiler og computerspil i dag er en stor spiller i kampen om børnenes opmærksomhed.

Alligevel har de simple Hama-perler overlevet.

  • Det er fantastisk, at vores lille perle har kunnet klare sig mod al det nye legetøj, der er kommet gennem de sidste 50 år. Det ser vi som et kæmpe kvalitetsstempel. Hama har overlevet, ligesom en blyant og et stykke papir har det, selvom teknologien har udviklet sig så meget, siger Lene Haaning.

Hama har dog ikke stået helt tilbage for den teknologiske udvikling og har inden for de seneste år selv præsenteret appen Hama Universe, en YouTube-kanal og profilen @beadsbyhama på Instagram.

Fejres med jubilæumspakninger

50-års jubilæet markeres med udgivelsen af fire eksklusive jubilæumspakninger i et unikt design. En æske med 4.000 perler, en æske med 2.000 perler og to poser med 2.000 perler. Alle perlerne er i midi-størrelsen, som er den mest populære.

Jubilæumspakningerne indeholder de mest populære perlefarver, der kan sættes sammen på et hav af forskellige måder og danne tusindvis af flotte motiver. På æskerne findes inspiration til nogle helt nye figurer.

  • Hama øger børnenes fysiske og mentale færdigheder på en måde, så de ikke opdager, at de lærer. De tror bare, de leger. Vi håber, at børnene vil fortsætte med at lege med perler i mange år frem, fastslår Lene Haaning.

Fakta

Den første Hama-perle blev produceret i 1971 af Malte Haaning Plastic A/S, der ligger i Nykøbing Mors, og som stadig udvikler, producerer, pakker og sender fra Danmark. I dag sælges Hama-perler til mere end 40 lande over hele verden.

Midi-perlerne var de første og udgør i dag den langt største del af salget. Senere kom Mini- og Maxi-perlerne også til. Hama-navnet er afledt af navnet på firmaet grundlægger Malte Haaning, idet HA er de første to bogstaver i efternavnet, og MA er de første to bogstaver i fornavnet

Malte Haaning Plastic A/S blev grundlagt i 1961 og producerede i starten sugerør. Det udviklede sig til andre plasticartikler som pindemadpinde og fluesmækkere, inden perlerne blev introduceret.

Foto: Foto Collection.