Af Dorit Glintborg
De to mænd fra Mors, der i går var fremstillet i grundlovsforhør, blev begge varetægtsfængslet frem til 30. januar.
– Det er vi godt tilfredse med, lyder det i dag fra politikommissær Jørgen Jensen.
Ellers er det meget sparsomt, hvad politiet ønsker at oplyse om sagen.
Camilla Berg fra Midt og Vestjyllands Politi var anklager i sagen, og hun fortæller til Dorits Her På Øen, at hun krævede dørlukning ved grundlovsforhøret, fordi politiet formoder, at sagen kan have bund i uoverensstemmelser i narkomiljøet i Nykøbing.
Camilla Berg oplyser, at der er tale om to mænd fra Mors på henholdsvis 32 og 33 år.
På grund af de lukkede døre kan hun herudover udelukkende oplyse om sigtelserne.
De to mænd blev i går sigtet for i forening at have overfaldet en anden mand.
De er sigtet for at have slået ham i baghovedet med et glas, for at have slået ham flere gange i hovedet med knyttet hånd, og for gentagne gange at have sparket ham i hovedet.
Med andre ord er de sigtet for grov vold.
De er ligeledes sigtet for at have truet manden med en kniv, og stukket ud efter ham med en skruetrækker – dog uden at ramme.
– Den ene af de to er også tiltalt for trusler på livet, idet han har fremsat trusler mod en anden mand, oplyser anklager Camilla Berg.
Der er altså tale om en anden mand, end ham, de to er sigtet for grov vold imod. Denne anden mand er ifølge Camilla Berg blevet truet med en køkkenkniv og ordene ”Jeg slår dig ihjel”.
Endelig er de to mænd på henholdsvis 32 og 33 år sigtet for røveri, da de i forbindelse med voldsgerningerne også fratog hovedofferet nem-id og visakort.
Begge mænd blev i går varetægtsfængslet frem til 30. januar.