Af Dorit N. Glintborg
I hele marts måned kan man spille gratis golf hos Morsø Golfklub.
Den lokale klub slår dørene op for alle, som har lyst til at prøve at spille på klubbens Par 3-bane, som især egner sig til begyndere.
Udstyret til at spille golf kan lånes gratis i klubben.
Formålet med den gratis måned er at gøre sporten mere tilgængelig.
– Vi vil gerne åbne dørene for endnu flere og vise, hvor sjov og tilgængelig golf kan være, siger klubsekretær Allan Hellegaard til Her På Øen.
Tilbuddet gælder hele marts og er målrettet personer, der ikke i forvejen er medlem af en dansk golfklub.
Derudover tilbyder klubben også et intensivt begynderforløb – en såkaldt “Turbo-weekend” – hvor man på én weekend kan tage det, der i golfsprog kaldes golfens “kørekort” og dermed blive klar til den kommende sæson.
Formand for Morsø Golfklub, John Landbo siger, at interesserede kan tilmelde sig via klubbens Facebookside, og i øvrigt se meget mere om golfklubben på dens hjemmeside.
- Der venter gode oplevelser i naturskønne områder, fastslår han.
Foto: Her På Øen skærmfoto fra klubbens hjemmeside.












































