Af Dorit Glintborg
Man mødes af et stort smil, når man går ind i butikken til Sloth’s Genbrug, som Thomas Sloth Nielsen åbnede på Nørrebro 42 i Nykøbing for godt en måned siden.
Den unge morsingbo er nemlig kommet godt fra start i sin genbrugsbutik, hvor overskuddet ikke går til egne lommer, men til et velgørende formål – støtte for voldsramte børn og unge.
- Jeg synes, folk har taget så godt imod mig og idéen, fortæller Thomas Sloth i genbrugsbutikken, hvor man – med hans ord – finder alt lige fra knappenåle til diamantringe.
Konceptet for Sloth’s Genbrug er, at man kan få tømt et flytte- eller dødsbo til gengæld for, at Sloth’s Genbrug overtager tingene. Derudover kan man indlevere ting, man har i overskud, i butikken på Nørrebro.
- Vi får nye ting ind næsten hver dag, smiler Thomas Sloth, der har lavet fast aftale med sin far om at passe telefon og regnskab, ligesom han også hjælper med at hente donerede ting hjem til Nørrebro.
Selv vil han nemlig helst være i butikken og bag disken, for kundekontakten er noget af det vigtigste for Thomas Sloth.
Åbningstiderne er blevet tilpasset lidt efter den første måned, så det harmonerer bedre med det arbejde, butiksejeren også skal passe i sit flexjob i køkkenet på Støberigården.
Hver dag er der kasser med alt muligt, der skal pakkes ud, hvorefter tingene skal sættes på rette plads i butikken.
Det er et tidskrævende arbejde, og Thomas Sloth har da også allerede fået to frivillige hjælpere.
Som han udtrykker det overfor Her På Øen: – Jeg har selvfølgelig det sidste ord, men jeg elsker demokrati, og nu er vi fire frivillige – min far og jeg og de to dygtige damer – og det er skønt at have nogen at indgå kompromiser og blive enige med.
Herunder ses Thomas Sloth sammen med en af de frivillige, Else Marie.
Et eksempel på velviljen i lokalområdet er en ny aftale med Vils Bolighus, som har kontaktet Thomas Sloth.
Vils Bolighus vil gerne støtte op om projektet med hjælp til voldsramte børn og unge og vil fremover kontakte Thomas Sloth, når der kommer brugte møbler ind i Vils.
Søndagen er også åbningsdag på Nørrebro, og er vejret tørt, finder kunderne også vej på en søndag.
Thomas Sloth vil skyde på, at han gennemsnitligt har mellem 10 og 20 kunder i butikken hver dag.
I betragtning af, at han først slog dørene op til Sloth’s Genbrug for fem uger siden, er han meget glad for opbakningen.
- Folk skal jo også lige finde ud af, at Sloth’s Genbrug er her, som han siger.
Respekt for den unge mands virkelyst. Kan dog godt frygte kommunen kommer efter ham med hensyn til hans fleksjob
Du er for sej Thomas ❤️ Kommer forbi butikken næste gang jeg er på Mors. Hils far.
Stort knus
Jamina 😊