Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Efter at have deltaget i weekendens kreativ hobbymesse i Messecenter Vesthimmerland, var det lige før, Louise Kudsk Nielsen fløj hjem til Mors.

Malebogen ”Skøre Køer” er netop udkommet, og det er Louise Kudsk Nielsen, der er kunstneren bag de fantasifulde køer i forskellige situationer og positioner.

Tegningerne skal farvelægges af den, der køber bogen, og målgruppen er både børn og voksne.

Louise Kudsk Nielsen er født i Dronningborg ved Randers, og har sammen med kæreste og to børn boet på Mors i nu fire år. Kæresten har nemlig rødder her på øen.

Den 40-årige tegner har blandt andet arbejdet som pædagogisk assistent, men det kreative gen har siddet og luret, siden hun var otte år.

Derfor er det en drøm, der går i opfyldelse ved udgivelse af malebogen ”Skøre Køer”.

Stor interesse på messe

På krea-messen fik den lokale kunstner masser af ros og anerkendelse, og det har givet ekstra motivation til at udgive flere malebøger.

  • Jeg er meget positivt overrasket. Der var færre besøgende til messen end der plejer, på grund af krisen, men alligevel solgte jeg omkring 25 bøger, fortæller Louise Kudsk Nielsen til Her På Øen.

Hun er også glædeligt overrasket over, at mange voksne til sig selv.

Blandt andet fortalte en ældre herre på messen, at han købte malebogen for, når han sad og farvelagde køerne, kunne mindes sin kone, som han tidligere besøgte kreativmessen sammen med hvert år.

Ko, fugl og giraf er Louise Kudsk Nielsens favoritmotiver, og de forekommer i hendes arbejde i alle mulige former og udtryk.

Ud over den nye malebog, har hun lavet plakater af mange forskellige slags.

 

Citater indgår i mange af plakaterne.

Glade køer som terapi

  • Jeg vil kalde tegningerne i bogen for voksne med et barnligt tvist, siger Louise Kudsk Nielsen, der lægger både følelser og tanker bag de mange tegninger.

Tegningen fungerer også som en slags terapi for kunstneren selv, som har været ramt af stress.

At mange kunder også oplever at finde en indre ro ved farvelægning af køerne, er en stor glæde for Louise Kudsk Nielsen.

Kvalitet

”Skøre Køer” er trykt i kvalitetspapir, der sikrer, at man kan farvelægge én side uden frygt for, at der sættes aftryk på den næste. Dog anbefales man at lægge et stykke papir imellem under farvelægningen.

Forsideomslaget er trykt i 350 gram silkepapir, og tegningerne på 200 grams offset papir.

 

Bogen indeholder 20 skitser til farvelægning, og er indtil videre trykt i 250 eksemplarer.

Man køber bogen ved henvendelse til Louise Kudsk Nielsen, som også har oprettet en Facebookside til formålet.

Der er også mulighed for at finde bogen hos boghandleren i Nykøbing.

Som ordene på bagsiden af bogen antyder, er en “Volume to” bestemt ikke utænkelig.