Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Hver dag tager Jørgen Franck på arbejde hos Vognmand Filtenborg i Nykøbing, hvor han arbejder på fuld tid.

Det har han gjort i snart 20 år.

I sig selv er det måske ikke så bemærkelsesværdigt.

Det bemærkelsesværdige er Jørgen Francks fødselsattest, som viser, at han den 29. juni runder et skarpt hjørne, når han fylder 70 år.

Selv synes den flittige skraldemand ikke, at alder er noget at snakke om.

Men hos Filtenborg er kollegerne og ledelsen imponerede over Jørgen Franck, der absolut ingen planer har om at gå på pension.

Det der med at gå ned i tid eller gå på pension for at have tid til at nyde livet, er ikke Jørgen Francks filosofi.

Han mener, at man gerne skulle kunne nyde livet, alt imens man også passer et arbejde.

I det hele taget er det en pligtopfyldende mand, der snart fylder år.

Da Her På Øen møder ham hos Filtenborg, skinner det tydeligt igennem, at her er tale om en mand, der gerne vil yde en indsats.

  • Mange tænker mere på, hvad de har krav på, end hvad de har pligt til, siger Jørgen Franck.

Han har med egne ord ingen planer om at stoppe med at arbejde, så længe, han er glad for det.

Og det er han.

Bjørn Filtenborg er også glad for sin stabile arbejdskraft i Jørgen Franck, og fortæller til Her På Øen, at der blandt de godt 60 ansatte hos Vognmand Filtenborg er flere 10- og 15-års jubilarer, men at Jørgen Franck er alderspræsidenten.

  • Vi er et hold her, fastslår Bjørn Filtenborg, der samtidig understreger, at der for den enkelte ansatte er tale om et meget selvstændigt arbejde.

Det nikker Jørgen Franck bekræftende til, mens Bjørn Filtenborg med et smil tilføjer, at det da langt fra er hver dag, de to taler sammen.

På kontoret er Marianne Filtenborg med til at holde styr på det administrative i forhold til renovation, og hun fastslår, at det er første gang, Vognmand Filtenborg har en snart 70-årig ansat på fuldtid.

 

Det var lidt af et tilfælde, at Jørgen Franck blev ansat i den lokale vognmandsforretning på Nørrebro i Nykøbing.

Han var i flere år lagerchef på en plastfabrik i Århus, og ville privat gerne flytte til et nedlagt landbrug. Priserne i Århus-området er væsentlig højere end længere nordpå, og i Thy fandt Jørgen Franck sit ønskehjem, hvor han også har dyr på hobbyplan.

Arbejde skulle han også finde, efter at have rykket teltpælene op i 2005, og igennem et vikarbureau fik han foden indenfor hos Vognmand Filtenborg, og har så været der siden.

Står det til Jørgen Franck selv, holder han pladsen i mange år endnu.

Han er nemlig glad for sit arbejde, og arbejdspladsen er også glad for ham.

 

  • Jeg møder ingen sure borgere. Jeg møder kun folk, der sommetider kan være forundrede over nye adgangskrav for skraldemanden, eller andre nye regler, der kommer. Efter en god snak, løser det sig altid, slutter den snarlige 70-års fødselar, som har sine faste ruter i landområderne her på øen.

Under tilblivelsen af denne artikel, fik journalisten uvægerligt sangen ”En skraldemand ta’r skraldet” frem på den indre grammofon.

Sangen er med Four Jacks, og den er fra 1960, og den lyder blandt andet:

”En skraldemand, han ta’r skraldet

Før fanden, han står op

Og han må holde bøtten

Selvom den har fået top”

 

”Når jeg har læs på vognen, så skynder jeg mig hjem

Forleden havde jeg ekstra travlt, og glemte nummer fem

Så kom Fru Hansen med sin spand, og råbte, Tag og stop, De glemte mig, har De plads til mer’?

”Ja, hop De bare op!”

 

Tillykke til Jørgen Franck og til Vognmand Filtenborg fra Her På Øen.