Af Dorit Glintborg
Der var hurtig ekspedition hos politiet efter et indbrud i Nykøbing i går.
Gerningsmanden er allerede anholdt.
Politikommissær Jørgen Jensen oplyser til Her På Øen, at der mellem 02.00 og 8.00 i går var indbrud i et hus på Parkvænget.
Her blev der stjålet banktasker og Kay Bojesen-figurer for 90.000 kroner, samt to sølvringe til i alt 15.000 kroner.
En mistanke fik politiet til at opsøge en adresse i Nygade i Nykøbing, og her blev samtlige tyvekoster fundet.
Den 46-årige mandlige beboer blev anholdt i går formiddag, og dermed er sagen opklaret.
På redaktionens spørgsmål om, hvorvidt politiet kender den 46-årige i forvejen, svarer Jørgen Jensen, at manden ikke er en gammel kending, men at politiet godt ved, hvem han er.











































