Ni virksomheder fra Mors modtog Børsens Gazellepris 2023. De blev officielt fejret onsdag ved en middag arrangeret af Morsø Erhvervsråd og Morsø Kommune.

Det oplyser Morsø Kommune til Her På Øen.

 

Det handler om at fejre øens virksomheder, som sidste år blev kåret til Gazellevindere af mediet Børsen – en pris som anerkender danske virksomheder, der vækster hurtigt og positivt mindst fire år i træk. Men der er også andre formål med at holde Gazellefrokosten.

 

– Vi har god grund til at være stolte af hele vores lokale erhvervsliv. Vi vil med dette tiltag gerne sige tak og anerkende den vækst, som øens Gazellevirksomheder har leveret på, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen og forsætter:

 

–  Det giver også Gazellevirksomhederne mulighed for at netværke, udveksle erfaringer og bidrage med input til kommunen og erhvervsrådet. Input som disse er afgørende for at sikre, at vi fortsat skaber optimale rammer og vilkår for at udvikle og drive erhverv i Morsø Kommune, understreger borgmesteren.

 

Håber på tradition

Arrangementet blev holdt på Det gamle Rådhus i Nykøbing. Står det til medarrangøren Morsø Erhvervsråd bliver det ikke sidste gang.

 

– Det er vigtigt at fejre succeserne, og virksomhedernes vækst har afgørende betydning for Mors.
Vi håber, at Gazellefrokosten kan blive en tradition, og at dømme ud fra hvordan det gik i dag, så tegner det lovende. Jeg håber også, at vi fik vist virksomhederne, at vi står klar til at hjælpe dem videre på deres vækstrejse, fortæller erhvervschef Susanne Toftegaard Hansen, som tilføjer:

 

– Gazellefrokosten viser, hvad vi kan på Mors, og at vi rummer virksomheder, der med deres høje vidensniveau kan konkurrere på såvel det nationale som internationale marked, og det er vi stolte af.

Gazellevirksomheder i Morsø Kommune 2023:

Vilsund Shells A/S

Fortuna Muslinger ApS

Nordvest Sortering ApS

Outrup Vinduer & Døre A/S

Sif Food Solutions ApS

Ploveksperten

Vils Tagpapservice ApS

Grainas A/S

JHM EasyLine ApS

 

Foto: Morsø Kommune.