Af Dorit Glintborg
Den vist nok fjerde i rækken af ekstraordinære generalforsamlinger i Ørding Forsamlingshus er afholdt i det nye år, og nu er fusionen med Sydmors Bryglaug en realitet.
Det fortæller den nu nye formand, Peter Grunnet Sørensen til Her På Øen.
Der var 62 fremmødte til den seneste ekstraordinære generalforsamling, og 59 stemte for en fusion.
Mens en ny har indtaget formandsposten i de to fusionerede bestyrelser, har den tidligere formand for forsamlingshuset, Lars Jacobsen sat sig i kassererstolen.
Dermed er Ørding Forsamlings-, Kultur- og Bryghus en kendsgerning.
- Vi er rigtig glade for den massive opbakning til planen, siger Peter Grunnet Sørensen til Her På Øen.
Nu starter så arbejdet med at få flyttet Sydmors Bryglaug fra de nuværende lejede lokaler i Ørding Bondegrill over i Ørding Forsamlingshus.