Fantastiske frivillige og seje sportsmestre skulle være hædret til den store frivilligfest på Mors. Da det ikke bliver muligt at samles i år, har Morsø Kommune fundet en anden måde, så alle modtagerne kan få deres priser under sikre forhold.

Som Morsø Kommune udtrykker det: 2020 har været et usædvanligt år. Meget er blevet aflyst og mange arrangementer er blevet gentænkt, så de har kunnet gennemføres i en anden form. Det gælder også Frivilligfesten på Mors, og nu er der fundet en måde, så uddelingen af festens priser kan gennemføres i år.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen takker på Morsø Kommunes vegne alle sportsmestre for at være med til at placere Mors på sejrsskamlerne rundt om i landet.

– Alle sportsmestre vil modtager et brev, diplom og gavekort, som skulle have være overrakt til Frivilligfesten. Morsø Kommune vil i december overrække priserne Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner og Årets Ungleder. Alle, der er spændte på, hvem der får priserne, kan holde øje med Morsø Kommunes facebookside i den kommende tid. Her vil der være opslag og afsløring af modtagerne, fortæller Hans Ejner Bertelsen til Her På Øen. 

De tre nominerede til Årets Forening 2019 er Bio Mors, Midtmors Sportsforening samt Pinen og Plagen. De tre nominerede til Årets Frivillig 2019 er Dagmar Nygaard fra Gå i Gang Mors, Daisy Vester Jensen fra Limfjordens Idrætsforening og Erik Hansen fra Nykøbing Mors Cricket Club.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen understreger betydningen af at sætte pris på alle dem, der bruger en masse tid på at skabe rammer for fællesskab, sammenhold og aktiviteter.

– Frivillighed og det at hjælpe hinanden er en stor del af vores DNA på Mors. Særligt i denne tid med Corona er det vigtigt at anerkende den store indsats, som de frivillige og foreningerne yder. De balancerer med restriktioner og samtidig er de med til at skabe vigtigt indhold i livet for mennesker og gøre Mors til et godt sted at bo. Kort sagt alle jer, der gør noget for andre. Vi skylder jer en stor tak for jeres indsats og virkelyst, siger Hans Ejner Bertelsen. Frivilligfesten 2021 Borgmesteren ser frem til, at det igen bliver muligt at samles til en rigtig frivilligfest, selvom det har lange udsigter.

Sammen er vi bedst var planlagt til at løbe af stablen fredag den 29. januar. Set i lyset af Coronasituationen er frivilligfesten 2021 rykket til fredag den 26. november i Sparekassen Thy Arena Mors i Nykøbing. Her vil ildsjæle og frivillige på Mors blive hyldet under Morsø Kommunes arrangement.

Tekst og foto: Morsø Kommune