Af Dorit Glintborg
Her På Øen
Det skal ikke være ønsket om en høj løn, der er motivationen, hvis man melder sig som ny frivillig i Dyrenes Beskyttelse.
Al arbejde i foreningen udføres nemlig frivilligt, og det gælder også område- og kredsformænd.
Men har man lysten til at gøre noget godt for dyr i nød, så kan man høre nærmere i foreningen.
Anne Marie Pilegaard er områdeformand i Dyrenes Beskyttelse Område Viborg, som rent geografisk omtrent dækker det gamle Viborg Amt.
Dyrenes Beskyttelse søger i øjeblikket flere frivillige, også på Mors, og Anne Marie Pilegaard glæder sig over den interesse, annonceringen i Her På Øen allerede kaster af sig.
- Jeg har fået flere henvendelser fra interesserede, end jeg havde drømt om, fortæller hun.
Og der er brug for flere frivillige til at gøre en god forskel for dyr. Også her på øen.
I øjeblikket har Dyrenes Beskyttelse én frivillig på Mors. Det er kredsformanden.
Anne Marie Pilegaard vurderer, at det ville være godt med en håndfuld frivillige på Mors.
For at blive frivillig i Dyrenes Beskyttelse skal man helst have en rolig og sund facon, og evnen til at tale med andre mennesker.
- Ofte kommer vi jo ud for, at folk helt naturligt bliver overraskede over pludselig at få besøg af Dyrenes Beskyttelse. Vi er som frivillige nødt til at bevare et roligt gemyt, og opnå en fornuftig dialog med den pågældende, understreger Anne Marie Pilegaard.
Helt basalt kræver det også for en frivillig at være i stand til selv at transportere sig rundt til de forskellige sager.
Derfor vil kørekort og bil i mange tilfælde være en forudsætning for at klare opgaven. Også i de sager, hvor et dyr skal transporteres til et internat.
I dag ligger nærmeste internater Mors i Viborg og Hjallerup.
Dyrenes Beskyttelse har rådgivningssager, vejledningssager, redningsaktioner og dyreværnssager.
Anne Marie Pilegaard fortæller, at det er sjældent, de frivillige må ty til politianmeldelse.
- Mennesker kan jo komme i en situation, hvor de ikke kan overskue dagligdagen, og i nogle tilfælde går det så også ud over dyrene i husstanden. Men nogle gange må vi også bare konstatere, at mennesker ikke er sig deres ansvar bevidst, siger områdeformanden.
Dyrenes Beskyttelse er en forening, der hjælper dyr, og den er helt afhængig af frivillighed.
Derfor håber Anne Marie Pilegaard på flere frivillige, også på Mors, så alle de sager, der bliver indtelefoneret til vagttelefonen 1812 kan blive løst.
Ud over at man som frivillig skal kunne komme rundt rent geografisk, skal man også helst kunne gebærde sig på en computer.
At man er glad for dyr, og interesserer sig for dyrevelfærd, er en selvfølge.
FOTO: Dyrenes Beskyttelse.